Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. april 2008

Dok.id       

J. nr.           409-11

  

 

Trafikudvalget har i brev af 4. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 442 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 442:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 1. april 2008 fra Connie Mønster Nielsen, Randers vedr. evt. ny østforbindelse over Randers Fjord, jf. TRU alm. del - bilag 263.”

 

Svar:

 

Trafikudvalget har bedt mig om at kommentere en henvendelse af 1. april 2008 til Trafikudvalget fra Connie Mønster Nielsen, Randers, om planerne for en østlig vejforbindelse over Randers Fjord. Connie Mønster Nielsen fremfører på vegne af en interessegruppe, at det er gruppens opfattelse, at der er andre og bedre løsninger på trafikproblemerne ved Randers. Hun vil gerne mødes med Trafikudvalget for at diskutere sagen.

Randers Kommune har vurderet potentielle planer om et vejanlæg øst om Randers over Randers Fjord. Kommunen vil med en sådan ny vejforbindelse lede gennemkørende trafik, der i dag kører via Randers Bro, uden om byen, og samtidig give god vejadgang til en ny havn, byudvikling mv.  Da der er tale om et vejprojekt, som Randers Kommune har undersøgt, er det op til kommunen, hvordan de vil gå videre med det.

Staten har ikke taget stilling til projektet, herunder de af Connie Mønster Nielsen rejste spørgsmål om vejanlæggets placering er afgørende for trafikaflastningen af Randers by, om vejanlægget er væsentligt i forhold til byudviklingsplaner, om der er alternative løsninger og om hvad prisen på vejanlægget vil være.

Randers Kommune har forudsat, at en vejforbindelse over Randers Fjord bliver tilsluttet det eksisterende statslige vejnet (rute 507) i området nord for Randers. Syd for Randers er tilslutning forudsat i den planlagte statslige motortrafikvej mellem E45 ved Sdr. Borup og omfartsvejen syd om Assentoft – det såkaldte nordlige hængsel til Djursland (rute 16/21).

Såfremt Randers Kommune vælger at gå videre med sine vejplaner, vil Vejdirektoratet skulle høres i henhold til vejlovgivningen og skulle vurdere et konkret vejprojekt i forhold til statens veje og vejplaner i området, og direktoratet vil i givet fald skulle godkende placering og udformning af vejtilslutninger til det statslige vejnet.

Statens vejplaner for det nordlige hængsel til Djursland vil blive inddraget i arbejdet med den ny Investeringsplan, som regeringen vil fremlægge inden udgangen af 2008.

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen