Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             24. april 2008

J nr.             462-1          

  

 

Trafikudvalget har i brev af 14. marts 2008 stillet mig følgende spørgsmål 378 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 378:

 

" Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Ingeniøren den 6. marts 2008: Forældede trafiklys spilder 19 mio. liter brændstof hvert år "

 

Svar:

 

Indledningsvis kan jeg oplyse, at jeg synes artiklen i Ingeniøren er spændende og viser, at mange af vores signalanlæg for relativt små midler kan bringes til at fungere bedre. Det er vigtigt, både fordi bedre signalanlæg kan forkorte trafikanternes tidsspilde ved rødt lys, og fordi kortere ventetid og færre stop også vil være gavnligt for miljøet og klimaet i form af mindre udledning af CO2.

 

Af artiklen fremgår det, at der især synes at være en gevinst ved at justere de samordnede signalanlæg, dvs. de anlæg, der gør det muligt at skabe grønne bølger for trafikanterne. Dette vil medvirke til en mere glidende trafikafvikling med færre stop og mindre ventetid for rødt.

 

Endvidere fremgår det af artiklen, at næsten ti pct. af alle signalanlæg har faste grøntider. Hvis disse bliver ombygget til trafikstyring, vil det også have en positiv effekt.

 

Af landets ca. 2.800 signalanlæg har kommunerne ansvaret for ca. 90 pct., mens resten ligger på statsveje, og er dermed statens ansvar.

 

På statens veje findes der udelukkende trafikstyrede eller samordnede signalanlæg.

 

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at de resultater, der refereres i Ingeniøren endnu er foreløbige. Jeg vil nøje vurdere den endelige rapport fra Vejdirektoratet, som forventes at foreligge senere i år.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen