Folketingets Trafikudvalg
Svar på spørgsmål 340 (TRU alm. del):
I brev af 12. marts 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål:
"Vil ministeren indhente en udtalelse om problematikken om lokoføreruddannelsen fra det faglige udvalg, hvorunder lokoføreruddannelsen hører?"
Svar:
Jeg vil sørge for, at der bliver indhentet en udtalelse fra det rådgivende udvalg for lokomotivføreruddannelsen om problematikken med at få uddannet flere lokomotivførere, således at manglen på lokomotivførere kan blive afhjulpet. Det rådgivende udvalgs udtalelse vil blive fremsendt til udvalget, så snart den foreligger.
Jeg skal for en god ordens skyld oplyse, at lokomotivføreruddannelsen ikke er en erhvervsuddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser. Uddannelsen er derfor ikke omfattet af reglerne om faglige udvalg.
Lokomotivføreruddannelsen er en grundlæggende erhvervsrettet uddannelse, som har hjemmel i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Arbejdsgivere og arbejdstagere på beskæftigelsesområdet kan nedsætte et udvalg til at rådgive Undervisningsministeriet om lokomotivføreruddannelsen.