Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             7. marts 2008

J. nr.           004-u18-359

  

 

Trafikudvalget har i brev af 14. februar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 259 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 259:

 

" Hvorledes vil man skabe sikkerhed i forhold til overvågning/dataopbevaring i forbindelse med rejsekortet, herunder bedes oplyse, hvem der vil få adgang til data, hvornår data bliver slettet og hvorledes DSB og andre rejseaktører må benytte data?"

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for DSB og Metroselskabet, der oplyser følgende:

”Rejsekort A/S er udsteder af alle rejsekort og ansvarlig for de registre, som oprettes i rejsekortsystemet.

Rejsekortsystemet, der er blevet drøftet med Datatilsynet og har opnået de fornødne registreringstilladelser, administreres i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i persondataloven.

Data i rejsekortsystemet vil blive benyttet til især to hovedformål, nemlig betjening af kunderne og til forbedring af den kollektive trafik. Til det førstnævnte formål vil bl.a. personale på salgsstederne og i kundecentre få adgang til rejsekortdata for at kunne besvare spørgsmål fra kunderne om deres rejser, rejsepriser, betalinger osv.

Til det sidstnævnte formål vil rejsekortdata, i anonymiseret form, blive benyttet til at optimere køreplaner, skift mellem tog og bus osv. I alle tilfælde vil det personale, som har adgang til rejsekortdata, blive udstyret med passwords samt blive uddannet i den korrekte anvendelse af data. Personalets benyttelse af dataadgangen vil blive logget.”

Jeg har ikke yderligere at tilføje.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen