Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             7. marts 2008

J. nr.           004-u18-359

  

 

Trafikudvalget har i brev af 14. februar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 254 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 254:

 

"Vil ministeren oplyse, om det bliver dyrere for den enkelte pendler med indførelse af rejsekortet; f.eks. kan pendlere med alle-zonerskort i dag køre i hele Storkøbenhavn for en fast pris, men vil dette blive dyrere i fremtiden?"

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for DSB og Metroselskabet, der oplyser følgende:

”Med rejsekortet vil hver enkelt rejse blive registreret, som en gennemført og afsluttet rejse.

Rejsekortets pris- og rabatsystem er dog ikke endeligt fastlagt, men det er målsætningen, at hovedparten af pendlere vil opleve et næsten uændret pris-niveau ved uændret rejseomfang efter implementeringen af rejsekortet.

Det vil sige, at hver kunde kommer til at betale pr. rejse, i stedet for fx ved et pendlerkort, der har en fast pris uafhængig af det antal rejser, kunden foretager på kortet. Kunder, som i dag fx har et pendlerkort, vil derfor kunne få en lavere samlet transportpris med rejsekortet, hvis de ikke rejser intensivt, mens kunder med en høj udnyttelse af pendlerkortet, vil kunne få en højere samlet transportpris.

Det er planen samtidig at indføre mængderabatter, hvor der tages hensyn til såvel rejseantal og rejselængde, gennemskuelighed for kunderne og enkelhed (systemmæssigt). Med et rejsekort opnår kunden således også automatisk den bedste pris i forhold til det antal rejser, der er udført.

Trafikselskaberne har besluttet, at periodekort fortsat vil blive tilbudt i en overgangsperiode efter implementeringen af rejsekortet.”

 

 

 

Trafikselskaberne skal ved implementeringen af rejsekortet fortsat overholde takststigningsloftet, således at taksterne i den kollektive trafik i gennemsnit højst må stige i takt med pris- og lønudviklingen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen