Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1349 København K

Dato             16. april 2008

J. nr.           004-U18-000411

Deres ref.

  

 

Trafikudvalget har i brev af 25. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 206 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 206:

”Med baggrund i Infrastrukturkommissionens anbefalinger om også at prioritere korridor-forbindelserne ind og ud af Danmark, herunder grænsen mellem Tyskland og Danmark, bedes ministeren redegøre for, hvilke forhandlinger, der har været mellem danske regeringer og Tyskland, med henblik på at få etableret tyske vej- og jernbaneforbindelser mellem Hamborg og den dansk-tyske grænse. Spørgeren bemærker, at det vil være nyttigt at vide, om der har været forhandlinger eller truffet aftaler med tyske regeringer om investering i de nødvendige anlæg, specielt på vej og bane, idet der også i fremtiden vil være store trafikale problemer for gods- og passagertrafik mellem de to lande, hvis ikke Tyskland, som Danmark får foretaget de nødvendige investeringer.”

Svar:

Der er to hovedkorridorer mellem Danmark og Tyskland.

Den i trafikomfang mest betydende korridor omfatter i dag forbindelsen over Landegrænsen til og fra Hamburg.

Det dimensionerende kapacitetsproblem i denne korridor omfatter jernbanestrækningen gennem Sønderjylland. De to afsnit af banestrækningen mellem hhv. Vojens og Vamdrup samt mellem Tinglev og Padborg er de to eneste enkeltsporede delafsnit i banekorridoren mellem Sverige og Hamburg. I Tyskland er banestrækningen overalt udbygget med mindst to spor.

Der har ikke været egentlige dansk – tyske forhandlinger om løsning af dette problem, som anses for et dansk anliggende. Men gennem kontakter på embedsmandsplan er der skabt en god forståelse af hvor udbygningsbehovet ligger, herunder hvordan man fra tysk side agter at tilvejebringe yderligere kapacitet i Slesvig-Holsten, når der efterfølgende måtte blive behov for dette.

Den anden hovedkorridor omfatter ruten København – Hamburg via Femern Bælt. 

Den 29. juni 2007 indgik den danske og den tyske transportminister en politisk aftale om at etablere en fast forbindelse over Femern Bælt. Med udgangspunkt i denne politiske aftale forhandles om en folkeretligt bindende dansk-tysk traktat om Femern Bælt-forbindelsen.

Det fremgår af den politiske aftale af 29. juni 2007, at vej- og jernbaneanlæg i tilslutning til den faste forbindelse over Femern Bælt vil blive udbygget. På dansk side indebærer det, at jernbanestrækningen Ringsted-Rødby elektrificeres, og at strækningen Vordingborg-Rødby udbygges til dobbeltspor, bortset fra Storstrømsbroen, der forbliver enkeltsporet.

På tysk side indebærer den politiske aftale, at vejforbindelsen mellem Heiligenhafen og Puttgarden udbygges til en firesporet motortrafikvej, jernbanestrækningen Lübeck-Puttgarden elektrificeres, og den enkeltsporede strækning Bad Schwartau-Puttgarden udbygges til dobbeltspor.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen