Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             8. april 2008

J. nr.           004-321

  

 

Trafikudvalget har i brev af 18. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 172 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 172:

 

"Under et besøg hos DTL 16. januar 2008 blev udvalget opmærksom på, at der i Tyskland, Holland og Italien er etableret tilskudsordninger med henblik på, at vognmænd kan anskaffe sig lastbiler, der overholder Euro 6 standarden, før denne bliver obligatorisk. Vil ministeren redegøre nærmere for disse ordninger, dels ud fra de erfaringer, der er fra de nævnte lande, men også med en beregning af, hvad det vil koste at indføre noget lignende i Danmark."

Svar:

 

Det antages, at spørgsmålet vedrører tilskudsordninger i de pågældende lande til køb af lastbiler, som opfylder en strengere miljøklasse end den aktuelt tilladte laveste miljøklasse. Det kan oplyses, at Euro 4-standarden frem til 1. oktober 2009 er den lavest tilladte miljøklasse for nye tunge køretøjer i EU.

Den tyske regering indførte i 2007 en støtteordning, som giver vognmænd økonomisk incitament til anskaffelse af særligt miljøvenlige lastbiler i Tyskland. Den tyske ordning giver dermed mulighed for økonomisk støtte svarende til skønsmæssigt 30 pct. af vognmandens merudgift, hvilket normalt kan udløse et støttebeløb på op til 2.550 € til anskaffelse af tunge køretøjer, der opfylder Euro 5-standarden eller strengere krav. I særlige tilfælde kan støttebeløbet blive op til 4.250 €.

Støtteordningen, som er godkendt af EU, har til formål at fremskynde den tekniske udvikling inden for motorteknologier samt at nedbringe lastbilernes emissioner til miljøet. Ordningen skal dog samtidig ses som en del af en lovet kompensationspakke til det tyske vognmandserhverv i forbindelse med indførelsen af Maut i Tyskland pr. 1. januar 2005.

Den tyske ordning ophører i sin nuværende form pr. 30. september 2008, når Euro 5-standarden bliver fastsat som krav til at opnå typegodkendelse. Det tyske transportministerium har tidligere meddelt, at ordningen forventes videreført. Transportministeriet er endnu ikke bekendt med de nærmere detaljer omkring ordningens videreførelse efter 30. september 2008.

Der eksisterer i Holland en ordning, der minder meget om den tyske. Transportministeriet har desuden modtaget information om, at den italienske regering i løbet af 2008 vil igangsætte en støtteordning ud fra de samme principper som i Tyskland og Holland.

Miljøstyrelsen har siden 2004 administreret en tilskudsordning, som giver mulighed for at søge om økonomisk tilskud til eftermontering af partikelfiltre på tunge køretøjer i Danmark. Ordningen omfatter dog ikke anskaffelse af nye køretøjer.  Formålet med ordningen er at fremme montering af partikelfiltre med henblik på at reducere partikeludslip fra tunge dieselkøretøjer. Der er i 2008 afsat 15 mio. kr. på Finansloven til eftermontering af partikelfiltre.

Et groft skøn for statens udgifter forbundet med en dansk ordning efter tysk model kan skønnes ud fra et økonomiske støttebeløb per køretøj samt antallet af køretøjer, der anskaffes inden for rammerne af ordningen. Det kan oplyses, at der med udgangspunkt i et støttebeløb på 20.000 kr. per lastbil ville være en udgift for staten på 124 mio. kr., såfremt vognmændene lod alle nyregistrerede lastbiler omfatte heraf.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen