Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. februar 2008

J. nr.           101-80

  

 

Trafikudvalget har i brev af 15. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 162 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 162:

 

"Ministeren bedes redegøre for den videre proces i forlængelse af Infrastrukturkommissionens arbejde. Hvilke initiativer forestiller ministeren sig at tage, hvem bliver involveret, og hvordan ser tidsplanen for det videre arbejde ud?"

Svar:

 

Jeg modtog på regeringens vegne Infrastrukturkommissionens afrapportering den 10. januar 2008. Som jeg oplyste på det efterfølgende pressemøde, vil regeringen på baggrund af bl.a. kommissionens afrapportering nu igangsætte to projekter.

For det første udarbejdes et oplæg til en ny langsigtet og ambitiøs investeringsplan på transportområdet.

Planen vil omfatte gennemførelse af en række anlægsprojekter mv., hvor der foreligger – eller i løbet af året vil blive færdiggjort – beslutningsgrundlag. Endvidere vil regeringen pege på en række vej- og baneprojekter, hvor der i de kommende år skal udarbejdes nye beslutningsgrundlag.

For det andet udarbejdes en strategi for nedbringelse af transportsektorens CO2-udledning.

Jeg vil lægge vægt på, at den meget åbne arbejdsform, som Infrastrukturkommissionen har anvendt, videreføres. Jeg planlægger derfor som led i arbejdet at arrangere besøg i de enkelte landsdele med henblik på at drøfte ønsker og behov i forhold til den kommende investeringsplan.

Regeringen forventer at afslutte arbejdet med både investeringsplanen og CO2-strategien inden årets udgang.  

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen