Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             29. januar 2008

J. nr.           101-60

  

 

Trafikudvalget har i brev af 9. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 156 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 156:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. januar 2008 fra Danske Havne vedr. Infrastrukturkommissionens rapport, jf. TRU al. Del – bilag 69."

Svar:

 

For at sikre en hensigtsmæssig ressourceanvendelse anbefaler Infrastrukturkommissionen i sin rapport, at indsatsen frem mod 2030 koncentreres om 6 konkrete fokusområder.

Ét fokus som også nævnes af Danske Havne er, at Danmarks porte mod udlandet skal indgå som en central del af et effektivt transportnetværk.

Infrastrukturkommissionen har opridset flere grunde til denne indsats. Dels vil det øge muligheden for at høste gevinsterne fra globaliseringen, hvis det er nemt for mennesker og varer at komme til og fra Danmark. Dels vil den forventede stigende godstransport øge presset på de internationale forbindelser og godsknudepunkter og behovet for et effektivt samspil mellem transportformerne. Endelig forventes stigende fokus på infrastrukturen og kvaliteten af de internationale forbindelser ved virksomhedslokalisering.

Infrastrukturkommissionen anbefaler på den baggrund bl.a. en strategi for udvikling af de vigtigste intermodale godsknudepunkter, herunder behov i forhold til udvikling af baglandsinfrastruktur og terminaler samt forbedringer af samspillet mellem transportformerne.

Danske Havne har i bilag til brevet af 9. januar 2008 til medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg opridset en række ønsker fra de 18 største danske havne for investeringer i vej- og jernbaneinvesteringer.

Regeringen har i sin ”Dansk havnestrategi 2025” om danske havne til fremtidens transportløsninger også peget på, at et væsentligt element for udviklingen af havnesektorens konkurrenceevne er tilstedeværelsen af en effektiv og moderne infrastruktur, der kan medvirke til at øge fremkommeligheden til de enkelte havne.

Regeringen er meget optaget af havnesektoren og dens mulighed for at kunne bidrage til løsning af fremtidens forventede trafikvækst. Regeringen har igangsat arbejdet med en ny investeringsplan for transportsektoren og en strategi for nedbringelse af CO2 udslippet. Begge planer vil blive lavet blandt andet på baggrund af Infrastrukturkommissionens anbefalinger, og Danske Havnes bidrag vil kunne indgå som et af elementerne i dette arbejde.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen