Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             23. januar 2008

J nr.             409-5

  

 

Trafikudvalget har i brev af 2. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 127 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 127:

 

"Med henvisning til, at det af ministerens supplerende svar af 19. juni 2007 på (2006-07) TRU alm. del – spm. 256 bl.a. fremgår af ”den korrekte tabel 2”, at der ventes 9.300 køretøjer pr. døgn på en ny forbindelse over Roskilde Fjord (Rute 53), men at der samtidig i Vejdirektoratets opgørelse ”Trafikken på det rutenummererede vejnet i 2005” fra januar 2007 fremgår, at årsdøgntrafikken på Kronprins Frederiks Bro er 19.400, bedes ministeren forklare forskellen mellem de to angivelser.”

Svar:

De to opgørelser af trafikken vedrører to forskellige situationer.

 

Det daværende Frederiksborg Amt lavede i 2004 trafikberegninger, hvor det blev forudsat at der i 2010 ville være etableret en ny sydligere fjordforbindelse. Der blev herved beregnet en årsdøgntrafik i 2010 på 9.300 køretøjer på den nye fjordforbindelse – hvilket svarer til det i tabel 2 anførte i svaret på TRU alm. del – spm. 256. Frederiksborg Amt beregnede samtidig, at der i 2010 – med en ny sydligere fjordforbindelse - ville være en årsdøgntrafik på 14.400 køretøjer på den eksisterende Kronprins Frederiks Bro.

 

På basis af Vejdirektoratets tællinger i 2005 af trafikken på den eksisterende Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund, der er en del af Rute 53, er der beregnet en årsdøgntrafik i 2005 på 19.400 køretøjer – hvilket svarer til det anførte i oversigten over ”Trafikken på det rutenummererede vejnet i 2005”.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen