Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             14. januar 2008

J. nr.           004-U18-296/509-56

  

 

Trafikudvalget har i brev af 20. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål 113 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 113:

 

Er det korrekt, at Tog GD 38 758 den 15. december blev fremført af en tysk lokomotivfører, Enrico, som skulle udrangere fra Rødekro, hvilket han ikke var i stand til på grund af manglende kendskab til det danske sikkerhedsreglement samt utilstrækkelige danske sprogkundskaber?

Svar:

Jeg har bedt Trafikstyrelsen bidrage til besvarelsen.

Trafikstyrelsen har oplyst mig om, at en tysk lokomotivfører i forbindelse med udrangering den 15. december 2007 blev nægtet tilladelse til videre kørsel af Banedanmarks fjernstyringscentral, hvorefter der blev udsendt en dansk lokomotivfører til at stå for togets videre kørsel.

Trafikstyrelsen oplyser endvidere, at den tyske lokomotivfører har dansk licens, udstedt af Trafikstyrelsen, og dansk certifikat udstedt af Railion Danmark, som han arbejder for. Han har forud for certificeringen gennemgået en særlig uddannelse hos Railion Danmark, der blandt andet skal sikre de nødvendige sikkerhedsmæssige og sproglige kompetencer.

I den forbindelse vil jeg gerne præcisere forskellen på en lokomotivførerlicens og et certifikat. En lokomotivfører skal have begge dele for lovligt at måtte køre tog.

Trafikstyrelsen oplyser, at en licens er lokomotivførerens bevis på grundlæggende kompetencer til at køre tog. Licensen udstedes af Trafikstyrelsen. Et certifikat dokumenterer lokomotivførerens specifikke kompetencer, herunder strækningskendskab, nationale sikkerhedsregler og sproglige kompetencer. Certifikatet udstedes af jernbanevirksomhederne, som således har ansvaret for, at en lokomotivfører har tilstrækkelige sikkerhedsmæssige og sproglige kompetencer.

Angående udstedelsen af licenser har Trafikstyrelsen oplyst, at Trafikstyrelsen har udstedt dansk licens til 6 tyske lokomotivførere.

Trafikstyrelsen oplyser, at disse tyske lokomotivførere alle har en tysk lokomotivføreruddannelse, og at deres grundlæggende kompetencer er særskilt vurderet af Trafikstyrelsen og fundet fuldt på højde med de krav, der stilles til de danske lokomotivførere.

Licenser udstedes med udgangspunkt i kravene fastlagt i Trafikstyrelsens Bestemmelser for Jernbane, BJ nr. 2.020-001 Bestemmelser om krav til lokomotivførere af 01.10.2005. Disse krav stemmer overens med det netop ikrafttrådte EU-direktiv for lokomotivførere, som skal sikre, at lokomotivførerlicenser udstedt i ét EU-land har gyldighed i de øvrige EU-lande.

Udstedelsen af certifikater som dokumentation for lokomotivførerens specifikke kompetencer foretages som nævnt af jernbanevirksomhederne. Trafikstyrelsen oplyser, at jernbanevirksomheder med sikkerhedscertifikat til at virke på jernbanen kan udstede lokomotivførercertifikater i henhold til bestemmelserne i ovennævnte BJs bilag 2.

Trafikstyrelsen er nu i gang med at undersøge det præcise hændelsesforløb i Rødekro nærmere og forventer et resultat primo februar. Jeg vil orientere udvalget igen, når resultatet af Trafikstyrelsens undersøgelse foreligger.   

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen