Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. oktober 2008

Dok.id       

J. nr.           004-U18-680

  

 

Trafikudvalget har i brev af 3. oktober stillet mig følgende spørgsmål 1115 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1115:

 

" Med henvisning til (Folketingsåret 2006‑07) TRU alm. del ‑ bilag 453 bedes

ministeren tilsende udvalget en redegørelse for indholdet i forordning nr. (EF)

261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange

forsinkelser.”

 

Svar:

 

Jeg har indhentet en udtalelse hos Statens Luftfartsvæsen, som administrerer reglerne i forordning nr. (EF) 261/2004.

 

”Forordning nr. 261/2004 fastslår, at flypassagerer har visse rettigheder ved boardingafvisning, aflysning og lange forsinkelser.

 

Omfattede flyvninger

 

For at en flyvning er omfattet af forordningen, skal der enten være tale om en flyafgang fra et EU-land eller om en flyafgang fra et land udenfor EU, hvis bestemmelseslufthavnen er i et EU-land og det transporterende luftfartsselskab er et EU-luftfartsselskab. 

 

En flyvning fra Danmark med et hvilket som helst luftfartsselskab vil være omfattet af forordningen. En flyvning fra et tredieland til Danmark med et EU-luftfartsselskab vil også være omfattet. Derimod vil en flyvning fra et tredieland til Danmark med et luftfartsselskab, der ikke er et EU-luftfartsselskab ikke være omfattet.

 

Er en af ovennævnte betingelser opfyldt, gælder forordningen uanset om der er tale om en ruteflyvning eller charterflyvning, herunder en flyvning der indgår i en pakkerejse.

 

 

 

 

Klageorganer

 

Det er det udpegede klageorgan i det EU-land, hvor flyvningen udgår fra, eller hvis flyvningen afgår fra et land udenfor EU med et EU-luftfartsselskab, så det udpegede klageorgan i det EU-land, hvor flyvningen går til, som skal behandle en klage over flyvningen.

 

I Danmark er Statens Luftfartsvæsen udpeget til at behandle klager, for så vidt angår flyvninger udgået fra Danmark og klager over flyvninger udgået fra et ikke EU-land til Danmark med et EU-luftfartsselskab.

 

Tilfælde hvor passagererne har rettigheder

 

Hvis der er tale om en flyvning omfattet af forordningen, har man som passager rettigheder overfor luftfartsselskabet i følgende tilfælde:

 

 

 

 

Rettigheder ved boardingafvisning

 

Passagerer kan enten frivilligt give afkald på deres reservation eller, hvis der ikke melder sig et tilstrækkeligt antal frivillige, blive afvist mod deres vilje. Ved frivilligt afkald skal luftfartsselskabet yde en økonomisk modydelse baseret på en aftale mellem passageren og luftfartsselskabet. Derudover skal luftfartsselskabet efter nærmere fastsatte regler tilbyde refusion af billetten eller omlægning af rejsen.

 

Ved afvisning mod passagerens vilje skal luftfartsselskabet yde kompensation i form af et fast beløb (jf. nedenfor) og yde refusion af flybillet eller foretage omlægning af rejsen efter nærmere fastsatte regler. Desuden skal passageren tilbydes måltider og forfriskninger, der er rimelige i forhold til ventetiden, hotelophold hvis en overnatning skulle blive nødvendig samt transport til hotellet, gratis to telefonopringninger, telex-, telefax-, eller e-mailmeddelelser.

 

 

Rettigheder ved aflysning

 

Ved aflysning af en flyafgang skal luftfartsselskabet tilbyde refusion af flybilletprisen eller foretage omlægning af rejsen efter nærmere fastsatte regler, tilbyde måltider og forfriskninger mm. (jf. ovenfor) og som udgangspunkt yde kompensation i form af et fast beløb (jf. nedenfor), medmindre aflysningen meddeles passageren inden nogle nærmere i forordningen fastsatte tidspunkter og angivne vilkår.

 

Rettigheder ved forsinkelse

 

Rettighederne ved forsinkelse afhænger af forsinkelsens varighed. Luftfartsselskabet skal tilbyde måltider og forfriskninger, der står i rimeligt forhold til ventetiden samt gratis to telefonopkald, telex-, telefax,- eller e-mailmeddelelser, hotelophold hvis dette skønnes nødvendigt og transport mellem lufthavnen og hotellet ved følgende typer af forsinkelser:

 

 

 

 

Hvis forsinkelsen er på mindst 5 timer, skal luftfartsselskabet derudover tilbyde refusion af flybilletprisen efter nærmere fastsatte regler samt, hvis relevant, en returflyvning. Forsinkelse giver ikke ret til kompensation i form af et fast beløb uanset forsinkelsens varighed.

 

Kompensation ved boardingafvisning eller aflysning

 

Passagerer har ret til kompensation ved ufrivillig boardingafvisning og som udgangspunkt ved aflysning, men ikke ved forsinkelse. Kompensationsbeløbet afhænger af distancen af den pågældende flyvning og er følgende:

 

 

 

 

 

I tilfælde af aflysning bortfalder retten til kompensation, hvis luftfartsselskabet kan godtgøre, at aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne være undgået selvom alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk blev truffet.

 

Sådanne omstændigheder kan navnlig indtræffe som følge af politisk ustabilitet, vejrforhold, der er uforenelige med gennemførelsen af den pågældende flyvning, sikkerhedsrisici, uforudsete sikkerhedsproblemer eller strejker, der berører luftfartsselskabets drift.

 

Øvrige bestemmelser

 

Forordningen indeholder blandt andet også bestemmelser om at der skal tages særligt hensyn til bevægelseshæmmede personer og eventuelle ledsagere eller godkendt førerhund samt til uledsagede børn og endvidere bestemmelser om luftfartsselskabernes pligt til at informere passagererne om deres rettigheder.”

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed