Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             23/10-08

Dok.id        742955

J. nr.           004 U18-671

  

 

 

Trafikudvalget har i brev af 1. oktober 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1092 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1092:

 

"I forlængelse af samrådet om rådsmødet den 9. oktober bedes ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser åbningen for differentierede afgifter i henhold til Eurovignettedirektivet vil få for den danske vognmandsbranche."

Svar:

 

Forslaget om ændring af direktiv 1999/62/EF (Eurovignetdirektivet) indebærer, at medlemslandene får mulighed for at opkræve afgifter fra lastbiler, som afspejler eksterne omkostninger i form af luftforurening, støj og trængsel.  I det gældende direktiv afspejler afgifterne alene infrastrukturomkostninger. Ændringsforslaget udvider desuden direktivets gyldighedsområde til at omfatte hele vejnettet, mens det gældende direktiv i dag kun omfatter en del af vejnettet, det såkaldte TEN-net. Det betyder pt. at medlemslandene, hvis de vælger at opkræve betaling for anvendelse af de øvrige dele af vejnettet, kan fastsætte afgiften på egen hånd, når blot grundlæggende regler om ikke-diskrimination o. lign. overholdes.

 

Direktivforslaget kan medføre et højere afgiftsniveau. En vedtagelse vil indebære, at den danske vognmandsbranche opnår klarhed over hvor meget den maksimalt kan komme til at betale til dækning af eksterne omkostninger ved kørsel i andre EU-lande.

 

Direktivforslaget indeholder – i lighed med det gældende direktiv – ikke en pligt til at opkræve de afgifter, der er omfattet direktivet. Direktivændringen fastlægger de regler, som vil være gældende, hvis medlemslandene vælger at anvende muligheden for at opkræve afgifter for de nævnte eksterne omkostninger.

 

De konkrete konsekvenser for den danske vognmandsbranche vil afhænge af, hvor mange og hvilke lande, der vil vælge at anvende de muligheder der ligger i et ændret direktiv. P.t. er der, Transportministeriet bekendt, ingen medlemslande, der har meldt konkret ud herom.

 

 

 

Direktivændringen vil således fastlægge rammen for, hvad de enkelte medlemslande kan gøre i relation til lastbilers betaling for eksterne omkostninger på de europæiske veje.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed