Folketingets Trafikudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 1061 (TRU alm. del):                                                                01-10-2008

I brev af 17. september 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 1061:

"Hvilke initiativer påtænkes der iværksat for at øge uddannelsen af lokomotivførere, set i lyset af de vedvarende problemer med at kunne afvikle togdriften på forsvarlig vis?"

 

Svar:

I henhold til bekendtgørelse om uddannelse af lokomotivførere modtager ministeriet rådgivning dels fra Det rådgivende Udvalg for lokomotivførere, som består af repræsentanter fra arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne på beskæftigelsesområdet for lokomotivførere, dels fra Trafikstyrelsen om behovet for udvikling og fornyelse af uddannelsen.

 

Med brev dateret den 13. maj 2008 har Undervisningsministeriet anmodet Det rådgivende Udvalg for lokomotivføreruddannelsen om en udtalelse om problematikken med at få uddannet flere lokomotivførere. Udvalget har svaret, at det vil vende tilbage, når udvalget er klar med en udtalelse.

 

Måtte der komme forslag til justering af lokomotivføreruddannelsen, som kræver ændringer af reglerne for uddannelsen, vil Undervisningsministeriet naturligvis straks tage skridt til at vurdere mulighederne herfor.

 

Hvad angår kapaciteten på lokomotivføreruddannelsen kan de to institutioner, der udbyder lokomotivføreruddannelsen, tilsammen oprette og gennemføre flere undervisningshold end planlagt hidtil, så operatørerne kan få de ansatte elever optaget til uddannelsens skoleundervisning efter gældende regler.

 

Med den hensigt i fremtiden at undgå aflysninger af skoleundervisningen i lokomotivføreruddannelsen har Undervisningsministeriet ændret proceduren for elevfordeling på holdene. Ved planlægningen af det kommende års lokomotivførerhold sikrer ministeriet således, at der overvejende oprettes hold med 20 elever. Dermed mindskes risikoen for, at holdene ved undervisningens start er for små til at blive gennemført, selv om operatørerne ikke kan mønstre helt det antal elever, de har meldt til uddannelse.  

 

Trafikministeriet har via et aktstykke i år dækket underskud på skoleundervisningen i 2008 i de tilfælde, hvor operatørerne ikke sender det planlagte antal elever til skoleundervisning. Hermed har det været muligt at undgå, at hold bliver aflyst.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder