Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             30. september 2008

Dok.id        735244

J. nr.           004-U18-652

  

 

Trafikudvalget har i brev af 15. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1046 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1046:

 

"Med henvisning til, at Sund og Bælt i deres halvårsregnskab har nedjusteret forventningerne til resultatet for 2008 til 0 kr., begrundet i bl.a. stagnerende trafik og stigende internationalt renteniveau, bedes ministeren oplyse, hvor lang tilbagebetalingstiden er for henholdsvis Øresunds- og Storebæltsforbindelserne, under de forudsætninger, at 1) trafikvæksten stagnerer og at 2) renteniveauet er på det nuværende niveau i resten af broens levetid."

Svar:

 

Sund & Bælt Holding A/S har oplyst følgende:

 

De senest estimerede tilbagebetalingstider for selskaberne er: Storebælt 26 år, Øresundsbro Konsortiet (kyst til kyst-selskabet) 30 år og A/S Øresund (Øresund Landanlæg) 42 år.

 

For Storebælts vedkommende er dette baseret på en langsigtet trafikvækst på 1,5 pct. for personbiler og 1 pct. for lastbiler. Disse vækstrater er noget lavere end de hidtil realiserede, idet Storebælt har haft en årlig trafikvækst de senere år på 5-6 pct. I 2008 er der konstateret en stagnation i trafikvæksten, idet der for 2008 som helhed forventes en vækst i trafikken på omkring 2-3 pct.

 

En trafikvækst på 2-3 pct. ændrer kun marginalt på den estimerede tilbagebetalingstid i forhold til den nuværende tilbagebetalingstid på 26 år, hvor der er regnet med en trafikvækst på 1,5 pct.

 

For Øresundforbindelsens vedkommende har vækstraterne siden 2002 været tocifrede, hvilket især skyldes den øgede integration mellem København og det sydlige Skåne. I 2008 kan der konstateres en vis afmatning i trafikvæksten, der dog fortsat er på et niveau omkring 8 pct. om året. Nedgangen skyldes især ferie- og fritidstrafikken, hvilket især kan tilskrives konjunkturudviklingen.

 

Øresundsbro Konsortiet er i gang med en vurdering af, hvorvidt udviklingen i 2008 har indflydelse på den langsigtede prognose for trafikken på Øresundsforbindelsen og dermed eventuelt på den forventede tilbagebetalingstid. Resultatet af denne revurdering forventes at foreligge i forbindelse med offentliggørelsen af Øresundsbro Konsortiets årsrapport for 2008, der forventes at foreligge ultimo januar 2009.

 

Tilbagebetalingstiden for A/S Øresund (Øresund Landanlæg) afhænger primært af udviklingen i Øresundsbro Konsortiet, jf. ovenfor.

 

For alle selskaber gælder, at de langsigtede finansieringsomkostninger forudsættes at udgøre 3,5 pct. p.a. i realrente, dvs. nominelle renteomkostninger korrigeret for inflation. Dette er højere end de faktiske renteomkostninger i de seneste år. Også i 2008 forventes renteomkostninger under dette niveau. På grund af den aktuelle krise på finansmarkederne er der stor usikkerhed om renteniveauet fremover. Der er derfor ikke for nærværende planer om at ændre i budgetforudsætningerne omkring renteniveauet.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed