Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             23. oktober 2008

Dok.id        734809

J. nr.           TRM004-U18-000651

  

 

Trafikudvalget har i brev af 12. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1044 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1044:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 8/9-08 fra Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet vedr. idéer til udnyttelse af Banedanmarks nedlagte banestrækning mellem Slagelse, Næstved og Skælskør, jf. TRU alm. Del – bilag 510".

Svar:

 

Det er korrekt, at Banedanmark er i gang med at overdrage arealet fra den nedlagte jernbane mellem Slagelse-Næstved-Skælskør til Freja ejendomme A/S med henblik på frasalg. Dette er den normale proces for at overdrage arealer, uanset om arealet efterfølgende sælges til kommuner eller private investorer.

Freja ejendomme A/S er et 100 % statsejet ejendomsselskab, som har til opgave at sælge ejendomme og arealer, som staten ikke længere har brug for. Værdien af de ejendomme eller arealer, som skal sælges, fastsættes af en uvildig ejendomsmægler, som staten med mellemrum vælger via EU-udbud.  Herefter sættes ejendommene/arealerne til salg på Frejas hjemmeside, og alle interesserede har mulighed for at afgive et købstilbud.

Som jeg forstår brevet fra Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet af 8. september 2008, er de bekymrede for, at en kommende ejer af det nedlagte baneareal ikke vil dele deres visioner for en rekreativ anvendelse af arealet.

Jeg skal gøre opmærksom på, at uanset hvem som køber banearealet, så vil det i udgangspunktet være kommunerne der som planmyndighed vil skulle sætte rammerne for den fremtidige anvendelse af arealet. Det vil således være op til kommunerne, om arealerne skal udlægges til rekreative formål.

Jeg kan desuden oplyse om, at der forud for beslutningen om nedlæggelse af jernbanen mellem Slagelse, Næstved og Skælskør i 2006 blev gennemført en undersøgelse af det trafikale behov for opretholdelse af jernbanen. I forbindelse med denne undersøgelse blev de berørte kommuner - Slagelse, Hashøj, Næstved, Fuglebjerg og Skælskør Kommuner - hørt. Samtlige kommuner gav udtryk for, at de var positive overfor en rekreativ anvendelse af arealerne fra den nedlagte jernbane, herunder etablering af vandre- og cykelsti.

De nævnte kommuner blev med kommunalreformen i 2007 lagt sammen til de to nuværende Slagelse og Næstved kommuner.

Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet nævner i brevet af 8. september 2008 Slagelse og Næstved kommuner som sandsynlige købere af banearealet.

Der bør derfor være basis for en konstruktiv dialog mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet på den ene side og Slagelse og Næstved kommuner på den anden side vedr. de fremtidige anvendelsesmuligheder for det nedlagte baneareal.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed