|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            9. oktober 2008 J. nr.          004-u18-633  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 4. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1014 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"DSB reklamerer på nettet for udsalg hos DSB ORANGE, hvilket er et fremragende initiativ for mange danskere i vækstområderne. Dette gode tilbud gælder imidlertid ikke borgere, der bor i områder, hvor der indgår transport med Arrivas tog eller på Arrivas strækninger mellem Langå – Struer eller på Thybanen nord for Struer. Det gælder, jf. reklamen heller ikke, selv om hele rejsen foregår med DSB InterCity. Spørgeren har forståelse for, at tilbud bliver dårligere, når opgaven udliciteres. Spørgeren anmoder imidlertid ministeren om at forklare borgerne i det område, der kaldes "den rådne banan", hvorfor de ikke kan købe ORANGE billet til en DSB station i dette område, når hele rejsen foregår med DSB"
Den hidtidige aftale om salg af Orangebilletter på Arrivas strækninger i Midt- og Vestjylland har baseret sig på en frivillig aftale mellem DSB og Arriva. Arriva har med afsæt i kommercielle overvejelser valgt at træde ud af samarbejdet.
Der er altså ikke noget kontraktligt krav for hverken DSB eller Arriva om salg af og samarbejde om Orangebilletter. Orangebilletter er et rent kommercielt produkt, som togoperatørerne selv bestemmer vilkår for og omfang af.
Jeg kan oplyse spørgeren om, at rejser i DSB-tog på Arrivas strækninger ikke er DSB-rejser, idet DSB udfører rejserne som underleverandør for Arriva. DSB har på den baggrund oplyst, at DSB på disse rejser ikke kan tilbyde kunderne Orangebilletter.
Ophøret af aftalen om Orangebilletter har givet anledning til nogle uhensigtsmæssigheder for de rejsende, og DSB og Arriva har derfor genoptaget forhandlinger om aftalen, således at der forhåbentligt kan findes en løsning på sagen.
Med venlig hilsen
Lars Barfoed