Dato:            17. januar 2008

Kontor:         sdrift

J.nr.:             2007-12102-467

 

Sagsbeh.:   dra

Fil-navn:       Besvarelse af SUU, spm.89 17.12.07


 

Besvarelse af spørgsmål nr. 89 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 17. december 2007

 

Spørgsmål 89:

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel i Dagens Medicin den 4. oktober 2007 ”Dødssyge hjertepatienter må vente i månedsvis”, der nævner, at ventelisterne til både undersøgelse og behandling af hjertesygdomme er i voldsom vækst."

 

Svar:

Artiklen fra Dagens Medicin den 4. oktober 2007 omhandler ventetid dels til undersøgelse og dels til behandling af hjertesygdomme. Af artiklens tabel fremgår, at ventetiderne både til forundersøgelser og behandling er steget igennem de seneste to år. Der nævnes i artiklen ventetider til undersøgelser af hjertet på mellem 3 og 6 måneder på navngivne sygehuse.

 

Jeg vil starte med at henvise til besvarelsen af spørgsmål 87, hvor der gøres rede for, at akutte hjertepatienter behandles akut, og at der for patienter med iskæmisk hjertesygdom er fastsat maksimale ventetider for behandling, som overholdes af regionerne.

 

 


Det er korrekt, at ventetiden til forundersøgelse som led i hjertebehandling på nogle sygehuse er lang, og ligeledes på behandling. Det er dog muligt for hjertepatienter at blive undersøgt og modtage behandling langt hurtigere ved at vælge et af sygehusene med kort ventetid, eller såfremt ventetiden overstiger 1 måned, benytte muligheden for at modtage undersøgelse/behandling på et privat sygehus.

 

I artiklen nævnes ventetiden til hjertescanning (ekkokardiografi), hvortil der på visse sygehuse er op til et halvt års ventetid. Ved at gøre brug af det frie sygehusvalg er det f.eks. muligt for en patient, at skære 26 uger af ventetiden ved at vælge at få undersøgelsen foretaget på Regionshospitalet i Viborg, hvor der er 3 ugers ventetid, frem for på Randers Centralsygehus.

Skulle ventetiden overstige 1 måned er det endvidere muligt, at vælge behandling på et af de private sygehuse, f.eks. HjerteCenter Varde der har 1 uges ventetid på hjertescanning.

 

Over de senere år er der sket en betydelig stigning i gennemførte undersøgelser og behandlinger, dels forårsaget af nye behandlingsmuligheder, dels et større patientvolumen, idet flere patienter kan hjælpes og flere hjertepatienter overlever, og lever med deres sygdom, med kontrol og eventuel fornyet behandling til følge. Men på det seneste har der været stigende ventetider, som udtryk for, at behovet for undersøgelser og behandling er vokset mere end antallet af undersøgelser og behandlinger. Det skal vi naturligvis gøre noget ved.

 

Hjerteområdet overvåges løbende af Hjertefølgegruppen i regi af Sundhedsstyrelsen. Hjertefølgegruppen er opmærksom på den stigende ventetid på hjerteområdet, og regionerne har igangsat initiativer, der skal søge at nedbringe ventetiderne, bl.a. ved udbygning af kapaciteten, meraktivitetsprojekter, inddragelse af yngre læger med supervision, opgaveglidning til sygeplejersker, anvendelse af telemedicin m.m.

 

I forlængelse af initiativet om akut handling på hjerteområdet vil der blive taget stilling til patientforløb og ventetider på det samlede hjerteområde, jf. min besvarelse af spørgsmål 87.