Dato:            16. januar 2008

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2007-12140-279

Sagsbeh.:   jli

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 78 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 14. december 2007

 

Spørgsmål 78:

"Ministeren bedes oplyse, hvordan ministeren vil sikre den behandlende psykiatri tilstrækkelige ressourcer, så personalet ikke skal bukke under af stress og sygdom samt overveje at forlade deres job, som det aktuelt sker i Distriktspsykiatrien i Odsherred."

 

Svar:

Regeringen og satspuljepartierne har siden 2003 afsat betydelige ekstra ressourcer til psykiatrien via satspuljeaftalerne. Senest blev der med psykiatriaftalen 2007-2010 på sundhedsområdet afsat 680 mio. kr. over 4 år til en fortsat udbygning af kapaciteten og udvikling af tilbuddene i psykiatrien.

 

Regeringen prioriterer også fremadrettet psykiatrien. Med aftalen om regionernes økonomi for 2008 var der bl.a. enighed om, at kvaliteten og udbuddet af behandlingstilbud til psykisk syge fortsat skal være i fokus. Derfor vil regeringen i de kommende satspuljeforhandlinger søge satspuljepartiernes tilslutning til, at området tilføres yderligere ressourcer. 

 

Men det er regionerne, der har ansvaret for driften af landets sygehuse. Dette ansvar indebærer også at sikre et godt arbejdsmiljø og skabe attraktive arbejdspladser på sygehusene. Nedslidning og stress er således et ledelsesansvar, som bør håndteres i regionerne og på de sygehuse, hvor problemerne måtte findes.