Dato:            5. februar 2008

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2007-1349-96

Sagsbeh.:   hbj

Fil-navn:       sp.68SUU


Besvarelse af spørgsmål nr. 68 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 12. december 2007

 

Spørgsmål nr. 68:

"Tager man de danske rapporter om blodprodukter fra Lægemiddelstyrelsen fra 2003-2006 (se f.eks. http: /www.laegemiddelstyrelsen.dk/db/filarkiv/6788/Blodrapport%202006.pdf), fremgår det, at mængden af dansk plasma (FFP) der indleveres fra blodbankerne til brug for fraktionering og oparbejdning af bl.a. flydende intravenøst Immunglobulin (IVIG) har været jævnt faldende samtidig med, at efterspørgslen efter IVIG er jævnt stigende. Dette lægger pres på den danske selvforsyningsmodel i form af en øget efterspørgsel efter blodprodukter baseret på udenlandsk blod. Hvad vil ministeren foretage sig i lyset af, at lovgivningens sigte på at sikre en dansk selvforsyning på blodområdet således ikke længere er tilstrækkelig?"

 

Svar:

Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen. På baggrund heraf kan jeg oplyse følgende.

 

I perioden 2003 til 2006 har der været et jævnt, mindre fald i indleveringen af frisk frosset plasma (FFP) fra danske blodbanker til brug for fraktionering og oparbejdning af flydende intravenøst immunglobulin. I 2006 blev således indleveret 7 % mindre FFP til fraktionering og oparbejdning fra blodbankerne end i 2003.

 

Plasma fra danske blodbanker leveres i dag til CSL Behring GmbH, som fraktionerer og oparbejder det danske plasma til bl.a. flydende intravenøst immunglobulin. I det omfang det danske plasma ikke er tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen pÃ¥ det danske marked, anvender CSL Behring GmbH plasma fra andre lande.  

  

I 2007 leverede CLS Behring GmbH 89 % af den mængde flydende intravenøst immunglobulin, som blev anvendt her i landet. Lægemiddelstyrelsen er ikke bekendt med, hvor stor andel det danske plasma udgør af denne mængde.

 

Om lovgivningen om blod kan jeg oplyse, at hovedformålene med blodforsyningsloven bl.a. er at fremme selvforsyningen med humant blod i Danmark, samt at sikre at blodet afgives frivilligt og uden betaling.

 

Der ses ikke at være behov for lovgivningsmæssige initiativer i forhold til disse hovedmål, idet vi herhjemme er fuldt selvforsynende med blod til transfusion. Kun i forhold til enkelte specialprodukter, fremstillet af blod eller dele af blod, anvender vi lægemidler med blod fra udenlandske donorer.

 

Jeg er dog opmærksom på, at vores selvforsyning kun kan opretholdes takket være det store og stabile danske korps af donorer.