Dato:            9. oktober 2008

Kontor:        Retsstillings og Internationalt kt.

J.nr.:              2008-14320-224

Sagsbeh.:     lpe

 

 


Besvarelse af spørgsmål 573 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 23. september 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål 573:

”Vil ministeren gå i dialog med kommunerne for at sikre, at ordningen med udlevering af heroin til de hårdest ramte narkomaner indføres i alle kommuner, hvor der er personer, der burde omfattes af ordningen?”

 

Svar:

Med satspuljeaftalen for 2008 blev regeringen og satspuljepartierne enige om, at der skulle åbnes mulighed for anvendelse af lægeordineret heroin i behandlingen af stofmisbrugere. På den baggrund blev der afsat 10 mio. kr. for 2008 til forberedelse af en heroinordinationsordning og 60 mio. kr. for 2009 til ordningens indførelse. Der var enighed om, at finansieringen af ordningen fra og med 2010 tilvejebringes i forbindelse med satspuljeforhandlingerne for 2009.

 

Med afsættelsen af satspuljemidler for 2008 og 2009 blev det økonomiske grundlag for forberedelsen og indførelsen af heroinordinationsordningen tilvejebragt. Siden er der med Folketingets vedtagelse af en ændring af lov om euforiserende stoffer tilvejebragt den nødvendige lovhjemmel for ordningen. Derpå har ministeren for sundhed og forebyggelse udstedt en bekendtgørelse, hvori det bestemmes, at heroin kan anvendes i den lægelige behandling for stofmisbrug.

 

Sundhedsstyrelsen vil herefter i en vejledning fastsætte nærmere retningslinier for behandlingen med lægeordineret heroin. Inden det kommer så langt, forestår der imidlertid en omfattende forberedelse. Sundhedsstyrelsen har nedsat en ekspertgruppe, som bistår med at vurdere alle de forhold, som skal tages i betragtning, når man som i dette tilfælde udvikler et helt nyt behandlingstilbud.

 

Med hensyn til det konkrete indhold af heroinordinationsordningen er der mange spørgsmål, der skal tages stilling til i forbindelse med det omfattende forberedende arbejde, som Sundhedsstyrelsen forestår. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvilke rammebetingelser de kommuner, som ønsker at tilbyde behandling med lægeordineret heroin, skal opfylde for at kunne indgå i ordningen. Her tænkes bl.a. på patientgrundlagets størrelse og personalets sammensætning, herunder med hensyn til uddannelse og kvalifikationer.

 

Under det forberedende arbejde inddrager Sundhedsstyrelsen ud over den til formålet nedsatte ekspertgruppe også de relevante myndigheder mv. Således inddrages bl.a. KL i forbindelse med afklaringen af spørgsmålet om rammebetingelser såvel som i forbindelse med fastlæggelsen af nærmere retningslinier for behandlingen. Inddragelsen af KL sker bl.a. gennem afholdelse af møder, hvor der er mulighed for at drøfte de problemstillinger, som set fra et kommunalt synspunkt er væsentlige i forhold til forberedelsen og indførelsen af heroinordinationsordningen.

 

Ved på denne måde at inddrage KL bestræber Sundhedsstyrelsen sig på at få udformet en heroinordinationsordning, som både opfylder de krav, der ud fra en sundhedsfaglig betragtning bør stilles til en sådan ordning, og som imødekommer de ønsker, kommunerne har til ordningen. Målet hermed er, at de kommuner, som vil kunne opfylde rammebetingelserne for at indgå i ordningen, rent faktisk også vil ønske at tilbyde behandlingen med lægeordineret heroin.