Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 30. september 2008 Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Regional sundhed J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2008-1133-239 Fil-navn:Â Â Â Â Â Dokument 2
|
"Ministeren bedes kommentere indlægget i Altinget fra den 8. september 2008 "Diskuter nu brugerbetaling" vedrørende brugerbetaling til patienters tandbehandling."
I indlægget opfordrer formanden for Tandlægeforeningen, Susanne Andersen, til, at spørgsmålet om egenbetaling i sundhedsvæsenet tages op.
Jeg kan oplyse, at egenbetalingen i tandplejen indgår i den nødvendige prioritering af sundhedsvæsenets samlede behandlingstilbud.
Der er således egenbetaling i voksentandplejen og til fx medicin, mens der er et vederlagsfrit tilbud om blandt andet børne- og ungdomstandpleje, lægebehandling og sygehusindlæggelse.
I den sociale lovgivning er der tilskudsmuligheder, der er rettet mod borgere, der ikke selv har mulighed for at betale for nødvendig tandbehandling.
Jeg kan supplerende oplyse, at tilskuddet til voksentandpleje, der i 2007 udgjorde 1,3 mia.kr., især er rettet mod de forebyggende ydelser og visse behandlingsydelser. Herved er der lagt vægt på at fremme tandsundheden mest muligt, så de gode tandsundhedsresultater, der er opnået i den vederlagsfrie børne- og ungdomstandpleje, kan blive videreført.
Endelig kan jeg oplyse, at jeg absolut ingen aktuelle planer har om at indføre egenbetaling til lægebehandling eller sygehusindlæggelse.