Dato:            21. oktober 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12109-910

Sagsbeh.:     enr

Fil-navn:     

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 563 (Alm. del), som Sundhedsudvalget efter ønske fra Per Clausen har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 11. september 2008.

 

Spørgsmål 563:

"Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer, han inden 11. september 2008 havde taget eller planlagt for at kontrollere om private sygehuse overholder deres indberetningspligt?"

 

Svar:

Jeg har anmodet Sundhedsstyrelsen om oplysninger til brug for besvarelsen af spørgsmålet. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:

 

De private sygehuse og klinikker, som Sundhedsstyrelsen løbende får kendskab til, bliver altid gjort opmærksom på indberetningspligten af al lægelig behandling til Landspatientregisteret, jf. ”Bekendtgørelse om lægers anmeldelse til Sundhedsstyrelsens Landspatientregister af patienter behandlet på private sygehuse eller klinikker” (Bekendtgørelse nr. 1073 af 6. september 2007).

 

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der flere links til bekendtgørelsen ved private sygehuse og klinikkers indberetningspligt til Landspatientregisteret.

 

I løbet af foråret 2008 meddelte Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, at der blandt selskabets medlemmer var opstået tvivl om, hvorvidt indberetningspligten til Landspatientregisteret både omfattede patienter henvist fra offentlige sygehuse og patienter, som behandles på private sygehuse eller klinikker for egen eller en sundhedsforsikrings regning.

 

I brev af 9. juni 2008 til Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi fastslog Sundhedsstyrelsen, at oplysninger om lægelig behandling af patienter skal indberettes til Landspatientregisteret, uanset om disse patienter er henvist fra offentlige sygehuse, selvbetalere eller forsikringsbetalte.

 

Sundhedsstyrelsen valgte endvidere at fremsende et brev vedrørende indberetningspligten til Landspatientregisteret til samtlige behandlingssteder, hvor der er ansat folk, som er registreret til at udføre kosmetisk behandling.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at der den 7. oktober 2008 blev afholdt møde mellem Sundhedsstyrelsen og Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark (SPPD).

 

Her blev det aftalt, at der skal iværksættes en kampagne, som har til formål at gøre private sygehuse og klinikker opmærksom på indberetningspligten til Landspatientregisteret. Aftalen omfatter tillige afdækning af en eventuel supplerende overvågning af, hvorvidt private sygehuse og klinikker overholder deres indberetningspligt til Landspatientregisteret.

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.