Dato:           

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12109-901

Sagsbeh.:     dra

Fil-navn:      Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 514 (Alm. del), som  Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 18. august 2008.

 

Spørgsmål 514:

"Ministeren bedes kommentere artiklen ”Sygehus er på grænsen til det opgivende” i Århus Stiftstidende 14. august 2008"

 

 

Svar:

Som det fremgår af artiklen ”Sygehus er på grænsen til det opgivende” fra 14. august 2008, er Region Midtjylland i øjeblikket i gang med en budgetproces, hvor det handler om at få enderne til at mødes også set i forhold til planerne for den fremtidige sygehusstruktur i regionen. I den forbindelse er sygehusene, heriblandt Århus Sygehus, blevet bedt om at anvise besparelser. Kirurgisk Center på Århus Sygehus føler sig særlig udsat i forbindelse med regionens udmeldinger om besparelser, da centret har en dårlig økonomi, da målet om 1000 ekstra operationer ikke har kunnet indfries.

 

Jeg ønsker ikke at kommentere budgetprocessen i Region Midtjylland, eller tilrettelæggelse af behandlingsindsatsen på de enkelte sygehuse, da det er et regionalt anliggende, og budgetprocessen endnu ikke er afsluttet.

 

Jeg mener dog, at regionerne gennem de seneste års økonomiaftaler har haft mulighed for en betydelig realvækst på sygehusområdet. Med økonomiaftalen for 2008 fik regionerne 1.650 mio. kr. ekstra til sygehusene i 2008. Økonomiaftalen for 2009 giver sygehusene mulighed for en realvækst på 1,3 mia. kr. i 2009. Samtidig med yderligere ressourcer til sygehusvæsenet er der også sket en produktivitetsudvikling, der muliggør større behandlingskapacitet.

 

At en national strategi skulle være ændret fra ”at sygehusene skal lave så meget som muligt” til ”at sygehusene kun må lave det de har penge til” har jeg ikke før hørt tale om. Generelt er det min holdning, at sundhedsvæsenet skal lave så meget som muligt, under de forudsætninger der nu engang gælder for så vidt angår økonomi, kvalitet m.v.