Dato:            29. august 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12101-149

Sagsbeh.:     enr

Fil-navn:     

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 501 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 8. august 2008.

 

Spørgsmål 501:

"Hvilke initiativer vil ministeren tage, så det sikres at privathospitalernes behandlinger ikke styres af økonomien, men af hvad der er sundhedsmæssigt korrekt, således at de mest syge patienter behandles først, jf. SUU alm. del – bilag 490."

 

Svar:

Det offentlige sundhedsvæsen behandler patienterne vederlagsfrit efter en sundhedsfaglig vurdering og prioritering. Her gælder princippet om, at de sygeste patienter skal behandles først.

 

Private sygehuse og klinikker arbejder ikke for det offentlige sundhedsvæsen, når de behandler rent privatbetalende patienter. De er derfor ikke bundet af det offentlige sundhedsvæsens prioriteringer, men kan bl.a. tilbyde andre behandlingsformer, end man ville vælge i det offentlige, eller behandling, hvor der slet ikke er et sundhedsfagligt begrundet behov, f.eks. kosmetiske operationer uden medicinsk indikation.

 

Jeg har ingen adkomst til at pålægge de private sygehuse og klinikker, som fungerer på markedsvilkår, de samme prioriteringer som det offentlige sundhedsvæsen.

 

Med hensyn til private sygehuse og klinikker, som har indgået aftale om behandling af patienter fra det offentlige sundhedsvæsen, henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål 503.