Dato:            29. august 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12102-520

Sagsbeh.:     tk

Fil-navn:      Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 495 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 8. august 2008.

 

Spørgsmål 495:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. maj 2008 fra Leverforeningen vedrørende ventetiden for levertransplantation, jf. alm. del – bilag 406."

 

 

Svar:

Leverforeningens henvendelse vedrører, hvorvidt en kronisk syg leverpatient sættes på en ”almindelig” venteliste eller kan sættes på en ”akut” venteliste.

 

Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om bidrag til brug for besvarelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende: ”Der er mangel på organer, både herhjemme og i udlandet, og for at sikre optimal anvendelse af det begrænsede antal organer der er til rådighed, har samtlige transplantationscentre/-sygehuse i de skandinaviske lande indgået et samarbejde i organisationen Skandiatransplant. Dette samarbejde indebærer bl.a., at et organ, som ikke kan anvendes i et land (fx hvis der ikke findes ventelistepatienter, der matcher det pågældende organ), vil blive tilbudt til et af de andre nordiske lande. Dette gælder også for levere, som Danmark i en del tilfælde har modtaget fra de øvrige nordiske lande.

 

Der er seks sygehuse i Skandinavien, som udfører levertransplantationer, heraf er Rigshospitalet det eneste sygehus i Danmark.

 

I Danmark er der aktuelt 604 personer på ventelister til at modtage et organ, og heraf er leverventelisten aktuelt på 31 patienter, hvoraf fire har ventet i et eller flere år.

 

Der findes kun én dansk venteliste vedr. levertransplantation. Men er der tale om akut livstruende situationer ’highly urgent patients’, så har de nordiske sygehuse via Skandiatransplant aftalt følgende kriterier for, at den pågældende patient kan modtage den først mulige lever i hele Skandinavien:

Der skal være tale om akut leversvigt/-stop, og der skal kunne transplanteres inden for 3 døgn (72 timer). Desuden kan behov for akut lever retransplantation være et ’highly urgent’ kriterium.

 

Vedrørende Leverforeningens henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg kan Sundhedsstyrelsen således bemærke, at der ikke findes en almindelig og en akut venteliste, men at der findes én dansk venteliste til levertransplantation – samt en helt særlig mulighed for patienter med akut leversvigt. I denne sidstnævnte akutte situation er der kun tale om en venteliste for så vidt angår de nævnte 72 timer, indenfor hvilke transplantation skal være foretaget.”

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.