Dato:            7. februar 2008

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-1520-57

Sagsbeh.:   enr

Fil-navn:       SUU alm. del 46, besvarelse

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 46 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 3. december 2007

 

Spørgsmål 46:

"Vil ministeren medvirke til at forpligte regionerne til at budgettere med udgifter til videreuddannelse af læger til speciallæger og at stille det fornødne antal uddannelsespladser til rådighed?"

 

Svar:

Regionerne er allerede i dag forpligtigede til at stille det fornødne antal uddannelsespladser til rådighed. Sundhedsstyrelsen fastsætter efter rådgivning fra Prognose- og Dimensioneringsudvalget under Det nationale råd for lægers videreuddannelse antallet af uddannelsesforløb, som derefter oprettes af regionerne. Den konkrete udmøntning af uddannelsesforløbene foretages af de tre videreuddannelsesregioner.

 

I forlængelse heraf er regionerne også forpligtede til at finansiere uddannelsesaktiviteten, tilrettelægge uddannelsesforløb og i øvrigt leve op til de uddannelsesmæssige krav til den lægelige videreuddannelse.

 

Jeg kan oplyse, at Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan for 2008-2012 indeholder en udvidelse af uddannelsesforløb inden for næsten alle specialer. Sammenlagt stiger andelen af hoveduddannelsesforløb fra ca. 730 i 2006 til 855 årligt fra 2008 – 2012, svarende til en stigning på ca. 17 pct.

 

I den forbindelse har Sundhedsstyrelsen desuden valgt at indføre et differentieret forhold mellem introduktions- og hoveduddannelsesstillinger for at sikre en optimal fordeling af læger på specialer og geografi. Som konsekvens heraf bliver det bl.a. lettere at få en introduktionsstilling inden for specialer, hvor der hidtil har været lav søgning eller hvor der er et stigende behov for speciallæger, f.eks. psykiatri og klinisk onkologi.