Dato:            27. juni 2008

Kontor:        Sundhedsøkonomisk kt.

J.nr.:              2008-1010-159

Sagsbeh.:     pmj

Fil-navn:      Dokument 7

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 437 (Alm. del), som Folketingets sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 11. juni 2008.

 

Spørgsmål 437:

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel i Altinget den 3. juni 2008 "Gigtforeningen: Utilstrækkelig rapport om genoptræning"."

 

Svar:

Af rapporten fra arbejdsgruppen om incitamentsstrukturer og styringsmuligheder på genoptræningsområdet, der er udarbejdet i samarbejde mellem KL, Danske Regioner, Finansministeriet, Sundhedsstyrelsen og Ministeriet for sundhed og forebyggelse fremgår det, at:

 

”Regelgrundlaget giver ikke anledning til tvivl om hvem, der er bemyndiget til at henvise en patient til genoptræning, herunder om genoptræningen kan karakteriseres som almindelig eller specialiseret, ambulant genoptræning, og hvilke myndigheder der på den baggrund har ansvaret for henholdsvis drift og finansiering af konkrete ydelser.”

 

Endvidere fremgår det af rapporten at:

 

”Når en patient udskrives fra sygehuset, skal der foretages en lægefaglig vurdering af, om den pågældende patient har behov for genoptræning. Hvis det vurderes, at patienten har behov for genoptræning, har regionen pligt til at tilbyde en individuel genoptræningsplan til patienten.”

 

Endelig fremgår det, at:

 

”Henvisningen til genoptræning skal tage udgangspunkt i patientens behov og bidrage til sammenhæng, faglig kvalitet og effektivitet i det enkelte patientforløb.”

 

Jeg er glad for, at der parterne i mellem er enighed om, at der er et klart grundlag bag såvel den faglige visitation og når det drejer sig om, hvem der har ansvaret for hvad på genoptræningsområdet. Jeg synes rapporten med en lang række konkrete anbefalinger udgør et godt grundlag for det videre samarbejde om genoptræningsindsatsen mellem regioner og kommuner. Og derfor glæder det mig også, at anbefalingerne fra arbejdsgruppen indgår i aftalen om såvel regionernes som kommunernes økonomi for 2009.