Besvarelse af spørgsmål nr. 431 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 10. juni 2008

 

Spørgsmål 431:

"Ministeren bedes oplyse, hvordan Sundhedsstyrelsen følger op på de modtagne udskrivningsaftaler og koordinationsaftaler, herunder om der er en opsøgende kontakt til de enheder, der sjældent eller aldrig indsender nogle udskrivningsaftaler og koordinationsaftaler."

 

Svar:

Jeg har til besvarelse af spørgsmålet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser bl.a., at i forbindelse med udskrivelse af en patient har den udskrivende læge i medfør af autorisationslovens bestemmelser om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ansvar for, at patienten rådgives med henblik på den videre behandling og i givet fald arrangere, at der er aftalt behandling enten ambulant på sygehuset eller ved en anden instans.

 

Hertil skal jeg tilføje, at man i forbindelse med revision af psykiatriloven i 1998 fandt grundlag for at indføre en bestemmelse for de patienter, som man antager ikke selv søger den behandling, herunder de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred. I disse tilfælde skal der etableres en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Det drejer sig om patienter med alvorlig sindslidelse og sociale problemer, der udsættes for betydelig helbredsforringelse ved ikke at modtage nogen form for behandlingsmæssig eller social støtte.

 

Konkret betyder det, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de sociale myndigheder og andre relevante myndigheder. Hvis patienten ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, praktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. I disse udskrivningsaftaler/koordinationsplaner skal indgå aftale om patientens første møde, om hvem der er ansvarlig for opfølgning af tilbuddene til patienten, og hvem der skal reagere, hvis aftalen ikke overholdes. Der skal endvidere være en fastsat tidshorisont for aftalen.

 

Ved etablering af en udskrivningsaftale/koordinationsplan er der i lovgivningen mulighed for, at der uden patientens samtykke videregives personfølsomme oplysninger. På denne måde adskiller udskrivningsaftaler/koordinationsplaner sig lovgivningsmæssigt fra andre behandlingsmæssige tilbud, der gives ved udskrivelsen.

 

Daværende indenrigs- og sundhedsminister rettede ultimo 2003 henvendelse til de daværende amter, og indskærpede at psykiatriloven indeholder bestemmelser om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Udviklingen i antallet af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner viser efter, at reglerne blev indskærpet af ministeren, en stigning fra 89 aftaler/planer i 2003 til 179 i 2005. I 2006 kan der dog igen konstateres et fald til 129 aftaler/planer. Derfor vil jeg nu rette henvendelse til regionerne og atter indskærpe vigtigheden af brugen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner.

 

Jeg vil gerne understrege, at dette område er vigtigt for regeringen, og det var bl.a. derfor regeringen, i forbindelse med revision af psykiatriloven i foråret 2006, foreslog at indføre tvungen opfølgning efter udskrivning, som en overbygning på anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Således var det bl.a. en betingelse for at kunne anvende tvungen opfølgning efter udskrivning, at patienten i mindst ét tilfælde havde undladt at følge den behandling, der var anført i en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Der var dog ikke flertal for forslaget, idet alle partier uden for regeringen stemte imod.