Dato:            27. juni 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12100-406

Sagsbeh.:     lybh

Fil-navn:      Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 414 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 2. juni 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karl Bornhøft (SF).

 

Spørgsmål 414:

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel ”Det akutte beredskab er truet” i Berlingske Tidende den 30. maj 2008. Ministeren bedes herunder oplyse, om han kan garantere, at akutberedskabet ikke svækkes eller trues på offentlige sygehuse, når det bliver stadig sværere at rekruttere ortopædkirurger, der søger imod private sygehuse."

 

Svar:

I omtalte artikel udtaler Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), at patienternes øgede brug af det udvidede frie sygehusvalg har medført, at ortopædkirurger i stor målestok søger over i det private sundhedsvæsen, hvilket udgør ”en virkelig trussel” mod akutberedskabet.

 

Den ortopædkirurgiske aktivitet udgør en stor del af de private sygehuse og klinikkers aktivitet – herunder også aktiviteten under reglerne om det udvidede frie sygehusvalg. Det ser jeg i princippet ikke noget forkert i, da det for mig som udgangspunkt er underordnet, om de ortopædkirurgiske opgaver løses i offentligt eller privat regi, så længe patienterne får de ydelser, de har behov for inden for en rimelig ventetid.

 

Men når det er sagt, er jeg enig med spørgeren om, at vi selvfølgelig ikke må havne i en sådan situation, som Danske Regioners formand advarer imod, hvor de akut syge patienter ikke kan få behandling på akutmodtagelserne, fordi ortopædkirurgerne står og opererer lettere knæskader i det private. De tilgængelige tal kan nu ikke bekræfte dette scenarium.

 

Ifølge de seneste tal havde kun 5 ortopædkirurger i 2006 deres primære beskæftigelse på et privathospital svarende til under 1 pct. af det samlede antal ortopædkirurger i arbejdsstyrken. Til sammenligning havde 3 ortopædkirurger primær beskæftigelse på et privathospital i 2001, hvilket ligeledes svarer til under 1 pct. af det samlede antal ortopædkirurger.  

 

For så vidt angår bibeskæftigelse, havde 6 pct. af det samlede antal beskæftigede ortopædkirurger i 2006 bijob i enten speciallægepraksis, vikarbureau eller på privathospital mod 7 pct. 2001. Ortopædkirurgernes beskæftigelse i det private foregår således hovedsagligt ud over den normale arbejdstid på et offentligt sygehus.

 

Jeg er opmærksom på, at tallene kan være steget siden 2006, og derfor følger mit ministerium løbende personalesituationen i sundhedsvæsenet og udviklingen i patienternes brug af det udvidede frie sygehusvalg.

 

 

Vi har i det danske sundhedsvæsen i dag mangel på speciallæger – også på det ortopædkirurgiske område til trods for at udbudet af ortopædkirurger i perioden 2001-2006 steg fra 493 til 588 svarende til en stigning på 19 pct. Ifølge Sundhedsstyrelsens stillings- og vakancetælling var der i februar i år 97 ledige speciallægestillinger inden for ortopædkirurgien, hvilket svarer til 6,7 pct. af det samlede antal ledige speciallægestillinger. Speciallægemanglen – herunder manglen på ortopædkirurger – er naturligvis en problematik, som regeringen er meget opmærksom på og har igangsat konkrete initiativer for at imødekomme, hvilket fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 415 (alm. del).

 

Spørgeren ønsker, at jeg som minister for sundhed og forebyggelse vil garantere, at akutberedskabet ikke svækkes på grund af rekrutteringsvanskeligheder inden for det ortopædkirurgiske speciale som følge af antagelsen om, at flere ortopædkirurger søger over i det private.

 

Jeg udsteder nødigt garantier på andres vegne – i dette tilfælde regionernes. Men jeg kan forsikre spørgeren om, at regeringen har et stærkt fokus på såvel den aktuelle speciallægemangel som på regionernes akutberedskaber, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 415 (alm. del).

 

Artiklen berører desuden diskussionen om suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg. Som bekendt indgik regeringen i forbindelse med økonomiforhandlingerne på det regionale område for 2009 aftale med regionerne om midlertidigt at suspendere det udvidede frie sygehusvalg. Vi vil derfor snarest muligt søge tilslutning i Folketinget til en suspension frem til den 1. juli 2009.

 

Det er regeringens vurdering, at dette ekstraordinære tiltag vil være nødvendigt for at håndtere den store pukkel af ventende patienter, som er en konsekvens af den 2 måneder lange konflikt på sundhedsområdet. Formålet med suspensionen er således at sikre de mest syge patienter den nødvendige behandling i en periode, hvor sundhedsvæsenet står over for en helt ekstraordinær udfordring, der kræver tæt samarbejde mellem de involverede parter om udnyttelsen af den samlede kapacitet – offentlig såvel som privat.

 

Jeg vil dog gerne understrege, at regeringen ikke ønsker at fratage patienterne en så væsentlig rettighed som det udvidede frie sygehusvalg, hvorfor suspensionen kun vil være midlertidig.