Dato:            27. juni 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12100-405

Sagsbeh.:     hbg

Fil-navn:      alm. del 410

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 410 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 29. maj 2008.

 

Spørgsmål 410:

"Ministeren bedes kommentere en omtale i Vejle Amts Folkeblad den 28. maj 2008, hvor en gruppe læger udtaler sig kritisk om fremtidens akutplaner, idet ministeren især bedes forholde sig til udsagnet om, at nedlæggelsen af akutmodtagelsen på Vejle Sygehus kan koste liv i kraft af den længere køreafstand til Kolding. I samme omtale er chef for planlægningsafdelingen i Sundhedsstyrelsen, Lone De Neergaard, citeret for at erkende, at der er ulemper ved planerne. Ministeren bedes uddybe hvilke ulemper, der her henvises til."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. 

 

Sundhedsstyrelsen oplyser, at styrelsen i juni 2007 udgav rapporten ’Styrket akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen’. Grundtanken i Sundhedsstyrelsens akutrapport – og specialeplanlægningen i øvrigt – er ’øvelse gør mester’, dvs. sammenhæng mellem volumen, erfaring og kvalitet i behandlingen. I det omfang hensynene til høj faglig kvalitet og nærhed er indbyrdes modstridende, finder Sundhedsstyrelsen, at hensynet til høj faglig kvalitet bør vægtes højest. De politiske partier bag Sundhedsloven er ligeledes enige i dette princip.

 

En konsekvens af ovenstående og den generelle læge- og personalemangel er, at akutmodtagelserne samles på færre sygehuse. Det betyder, at nogle patienter vil få en øget transporttid. Sundhedsstyrelsen akutrapport anbefaler som følge heraf en styrkelse af det præhospitale beredskab. Desuden fremgår det af akutrapporten, at særligt tyndt befolkede områder med ø- eller ølignende geografi kan nødvendiggøre specifikke løsninger som fx præhospitale ordninger og modtagefunktion for akutte patienter på et sygehus tilpasset de lokale forhold.

 

Ved udarbejdelse af akutrapporten gennemgik Sundhedsstyrelsen og en ekspertgruppe i fællesskab litteraturen vedrørende organisering af det akutte beredskab. Litteraturen vedrørende behandling af akutte patienter er omfattende, mens litteratur om organisering af det akutte beredskab imidlertid er sparsom. Sundhedsstyrelsen vurderede på baggrund af litteraturgennemgangen, at kvaliteten af den endelige behandling (på det modtagende sygehus) er vigtigere end transporttiden, hvis dødelighed og efterfølgende mén skal reduceres.

 

Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at regionerne, jf. Sundhedslovens § 206, stk. 2, skal indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning ved udarbejdelse af sundhedsplaner, herunder akutplaner. Sundhedsstyrelsen tager i sin rådgivning udgangspunkt i akutrapportens anbefalinger, Sundhedsloven og de politiske målsætninger bag denne samt den igangværende specialegennemgang. Chef for Sundhedsplanlægning Lone de Neergaard tager i sine udtalelser vedrørende fremtidens akutplaner ligeledes udgangspunkt i disse principper.

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.