Dato:            18. juni 2008

Kontor:        Regional sundhed

J.nr.:              2008-12161-95

Sagsbeh.:     LPJ

Fil-navn:      Dokument 1

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 400 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg efter ønske fra Liselott Blixt (DF) har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 22. maj 2008.

 

Spørgsmål 400:

"Mener ministeren ikke, at det er en sygehusopgave at stå for økonomien i forhold til kommunen, når et kanylebarn hjemsendes fra sygehuset."

 

Svar:

Jeg har forstået det således, at spørgeren ønsker svar på, hvem der skal afholde udgifterne til udlevering af plejeartikler ved den daglige pasning af trachealkanyler, samt hvem der skal afholde udgifterne til det personale, som skal foretage pasningen af trachealkanylerne.

 

Efter sundhedsloven har regionen pligt til at yde vederlagsfri sygehusbehandling – såvel på sygehuset som i patientens hjem – når dette er nødvendigt.

 

Det fremgår af punkt 2.1.1 i cirkulære nr. 149 af 21. december 2006 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, at trachealkanyler er behandlingsredskaber, som skal stilles til rådighed af sygehuset, og regionen afholder udgifterne.

 

Det påhviler sygehusvæsenet at udlevere de rekvisitter, som relaterer sig til den daglige pasning og pleje af trachealkanyler for patienter med tracheostomi, forudsat at patienten er under fortsat behandling og/eller kontrol fra sygehuset.

 

De nødvendige personaleressourcer der knytter sig til brugen af behandlingsredskaber hos en patient, der er under fortsat behandling og/eller kontrol fra sygehuset, er ligeledes sygehusvæsenets udgift.

 

Såfremt patienten kun sporadisk er i kontakt med sygehuset, men overvejende passes og kontrolleres i eget hjem af hjemmesygeplejen på grund af operationen, er hjemmesygeplejen ansvarlig for at levere de nødvendige plejeartikler til brug for opstart af behandlingen.

 

Sundhedsstyrelsen har tidligere vurderet, at en person med kontakt til sygehusvæsenet hvert 5.-6. år har så sporadisk kontakt, at personen ikke kan siges at være under fortsat behandling. 

 

Såfremt patienten er afsluttet fra hospitalet, og patienten ikke modtager hjemmesygepleje eller ikke længere får leveret de nødvendige plejeartikler fra hjemmesygeplejen, afholdes udgifterne til plejeartiklerne i henhold til servicelovens § 112 eller som forbrugsgode efter servicelovens § 113.

 

Dette fremgår nærmere af Socialministeriets vejledning nr. 6 af 2006 om hjælpemidler, biler, boligindretning mv.