Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 3. juni 2008 Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Sundhedspolitisk kt. J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2008-12109-881 Fil-navn:Â Â Â Â Â
|
"I forlængelse af oplysningerne om, at der foretages colon- og rectumkirurgi på private sygehuse bedes ministeren oplyse
- om det er de samme læger som udfører operationerne på både de private og offentlige sygehuse
- om det er de samme operationsteams, der udfører operationerne på både de private og offentlige sygehuse
- om hvem der har ansvaret og skal følge op på skaderne, hvis der opstår fejloperationer på de private sygehuse."
Jeg er ikke i besiddelse af opgørelser over, om læger og operationsteams, der udfører kræftoperationer på private sygehuse, samtidig udfører tilsvarende operationer i det offentlige.
Med hensyn til ansvaret for skader, så er det med loven om virksomhedsansvarlige læger sikret, at der også uden for det offentlige sygehusvæsen, på private sygehuse, klinikker m.v., etableres en entydig sundhedsfaglig ledelse, som har det overordnede ansvar for patienternes sikkerhed og kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.
Det overordnede ansvar for den samlede sundhedsfaglige virksomhed på de private sygehuse, klinikker m.v., som er omfattet af lov om virksomhedsansvarlige læger, skal således forankres hos en bestemt person – den virksomhedsansvarlige læge, som bl.a. skal bistå tilsynsmyndighederne i deres arbejde.
Den virksomhedsansvarlige læges overordnede ansvar for at sikre kvalitet af alle led i behandlingen supplerer den enkelte sundhedspersons selvstændige ansvar i henhold til autorisationsloven, bl.a. med hensyn til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
En patient, der behandles på et privathospital, har samme adgang til at klage til Patientklagenævnet over de involverede sundhedspersoners sundhedsfaglige virke, som en patient, der behandles på et offentligt sygehus. Tilsvarende omfatter patientforsikringsordningen både private og offentlige sygehuse samt behandling m.v., der foretages hos en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson.
Hvis der tilkendes erstatning, udbetales denne af den region, hvor sygehuset eller privatklinikken er beliggende, uanset om behandlingen er foregået i offentligt eller privat regi. Regionerne kompenseres for merudgifter i forbindelse med denne ordning via det udvidede totalbalanceprincip, ligesom regionerne kan kræve den udbetalte erstatning godtgjort af den ansvarlige skadevolder, hvis denne har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Med hensyn til opfølgende behandling efter skader i forbindelse med fejloperationer, så har alle borgere med bopæl i Danmark ret til vederlagsfri behandling i det offentlige sygehusvæsen, uanset årsagen til deres behandlingsbehov.