Dato:            7. maj 2008

Kontor:        Retsstillings- og Internationalt kt.

J.nr.:              2008-1530-180

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 283 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 27. marts 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål 283:

"Ministeren bedes redegøre for, hvorfor Danmark ikke deltager i EuroNet-FGM´s arbejde for nationale handlingsplaner."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Sundhedsstyrelsen vurderede ved henvendelse om deltagelse, at der foreligger tilstrækkelige guidelines til professionelle i dansk sammenhæng i forhold til at forebygge omskæring, således at der ikke er behov for en egentlig handlingsplan, samt at problemets omfang med nye omskæringer er relativt lille. Dels pga. tidligere meget effektiv forebyggende indsats i det primært somaliske miljø, hvor holdningen har ændret sig i meget positiv retning, dels pga. meget lille tilgang af nye immigranter fra lande, der praktiserer omskæring.

 

Sundhedsstyrelsen har derfor valgt ikke at gå med i arbejdet omkring national handlingsplan, hverken ved deltagelse i arbejdsgruppe eller med økonomisk støtte, men har dog tilkendegivet, at man gerne stiller viden og erfaring til rådighed for et eventuelt arbejde i regi af Foreningen mod Pigeomskæring, samt at man gerne vil holdes orienteret om arbejdet. Dette er også sket ud fra en samlet prioritering af de arbejdstimer, der er til rådighed i Sundhedsstyrelsen.”