Dato:            21. december 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2007-1433-309

Sagsbeh.:   hnm

Fil-navn:       Røgfri miljøer: FT-spm-28-dagplejehjem


Besvarelse af spørgsmål nr. 28 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til sund­hedsministeren den 3. december 2007

 

Spørgsmål 28:

"Ministeren bedes oplyse, om en kommune fejlfortolker/strammer rygeloven ved at kræve, at hele hjemmet er røgfrit døgnet rundt i de kommunale dagplejer, som det fremgår af en artikel i Jyllandsposten ”Dagplejere: Nej til rygeforbud” den 11. oktober 2007."

 

Svar:

Det følger af § 15, stk. 1, i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer, at det ikke er tilladt at ryge i den kommunale dagpleje og i puljeordninger, jf. §§ 24 og 25 i lov om social service, og i andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn.

 

Af lovens § 15, stk. 2, fremgår det, at lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfri hele døgnet. Af bemærkningerne i lovforslaget til denne bestemmelse fremgår det, at der her tænkes på et rum, der er særligt indrettet til dagplejebørnene, og hvor eksempelvis deres legetøj, bleer m.v. befinder sig. Et sådant rum vil ikke være indrettet i alle dagplejehjem.

 

Loven stiller således kun krav om røgfrihed døgnet rundt, i de tilfælde, hvor der er indrettet specielle lege- og opholdsrum for børnene, og kun i disse rum.

 

Dagplejehjemmet vil derimod skulle være røgfrit i den tid, hvor der passes børn. Dette gælder dagplejeren, dennes familie og eventuelle gæster. Rygeforbuddet er således i loven begrænset til dagplejens åbningstid, hvor der passes børn. Det betyder med andre ord, at lovens bestemmelser vil være overholdt, selvom en kommune ikke forlanger total røgfrihed døgnet rundt.

 

Loven fastsætter imidlertid kun mindstekrav for røgfri miljøer. Det vil derfor være op til den enkelte kommune at beslutte, om man ønsker at fastsætte skærpede krav til røgfri miljøer, herunder i dagplejehjem.

 

Der er således ikke tale om en fejlfortolkning af rygeloven, hvis en kommune kræver, at et dagplejehjem er røgfrit døgnet rundt.