Dato:            4. april 2008 

Kontor:        Regional sundhed

J.nr.:              2008-1133-221

Sagsbeh.:     ADJ

Fil-navn:      Dokument 1

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 268 - bilag 222 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 13. marts 2008.

 

Spørgsmål 268 - bilag 222:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. februar 2008 fra Ingvar Madsen vedrørende behandling af paradentose, jf. alm. del - bilag 222."

 

Svar:

I sin henvendelse af 22. februar 2008 henstiller Ingvar Madsen til, at der i forbindelse med de på daværende tidspunkt pågående finanslovsforhandlinger findes en løsning på paradentosepatienters egenbetaling.

 

Jeg kan oplyse, at der med den seneste finanslovsaftale er sikret øgede midler til styrkelse af sundhedsområdet. På kræftområdet er der sikret finansiering til akut handling og vaccination mod livmoderhalskræft, og for patienter med hjertesygdomme er der afsat midler til pakkeforløb.

 

Endvidere er der blandt andet afsat midler til at sikre bedre sammenhæng i behandlingsforløb for patienter med kronisk sygdom via udvikling af forløbsprogrammer samt patientundervisning og forbedrede forudsætninger for egenbehandling.

 

Med finanslovsaftalen er der ikke afsat yderligere midler til patienter med paradentose, hvilket blandt andet skal ses i lyset af den nødvendige prioritering af sundhedsvæsenets samlede behandlingstilbud.

 

Jeg kan supplerende oplyse, at tilskuddet til voksentandpleje, der i 2006 udgjorde 1,3 mia.kr., især er rettet mod de forebyggende ydelser og visse behandlingsydelser. Herved er der lagt vægt på at fremme tandsundheden mest muligt, så de gode tandsundhedsresultater, der er opnået i den vederlagsfrie børne- og ungdomstandpleje, kan blive videreført.

 

Der ydes omkring 180 mio.kr. om året til forebyggende og behandlende parodontalydelser, mens der ikke er tilskud til protetisk tandbehandling, fx kroner, broer og implantater, i voksentandplejen.