Dato:            2. april 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12175-29

Sagsbeh.:     hbr

Fil-navn:      transseksuelle/SUU 226 pasregler

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 226 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 14. februar 2008

 

Spørgsmål 226:

"Kan ministeren bekræfte, at ACAO-reglerne giver mulighed for, at kønsbetegnelsen i et pas kan være X (unspecified) og at denne betegnelse derfor kunne anvendes af transseksuelle, der ikke har gennemført en kønsskifteoperation?"

 

 

Svar :

Jeg har til brug for besvarelsen anmodet om et bidrag fra Justitsministeriet, som lovgivningen om pas henhører under. Justitsministeriet har i den anledning indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Oplysningerne i det danske pas følger specifikationerne i ICAO (International Civil Aviation Organization) doc. 9303, part 1, sixth edition. Efter ICAO bestemmelserne skal indehaverens køn fremgå ved brug af et enkelt bogstav. Der kan anføres F for female, M for male og X for unspecified.

 

Rigspolitiet kan endvidere oplyse, at kønsbetegnelsen i pas dannes automatisk på baggrund af ansøgerens cpr-nummer. Dette medfører, at personer med lige endetal bliver anført med F og personer med ulige endetal med M.

 

Det er efter Rigspolitiets opfattelse afgørende, at der er overensstemmelse mellem oplysningerne i passet og den fysiske fremtoning. Det vil efter Rigspolitiets opfattelse kunne give anledning til problemer ved paskontrollen, hvis pasindehaverens biologiske køn ikke er i overensstemmelse med passets kønsangivelse, som den kan udledes af det anførte personnummer.

 

Da transseksuelle, som ikke har gennemført en kønsskifteoperation, ikke i biologisk henseende har skiftet køn, er det Rigspolitiets opfattelse, at det er i overensstemmelse med ICAO specifikationerne at anføre kønnet med henholdsvis M for male og F for female.”

 

Justitsministeriet har oplyst, at Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitiets udtalelse.