â€Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel "Uhørt lange ventelister" i
Nordjyske Stiftstidende den 6. februar 2008.â€
Jeg vil gerne understrege, at høreomsorgen i Danmark i de senere år er blevet væsentlig styrket, idet der udleveres flere høreapparater end nogensinde før. Antallet af udleverede høreapparater er i perioden fra 2000 til 2006 vokset fra over 75.000 til knap 113.000 om året.
Regeringen er naturligvis opmærksom på, at lang ventetid på høreapparatbehandling på offentlige sygehuse kan forekomme, idet nogle audiologiske afdelinger og høreklinikker er meget følsomme over for personalemangel og forøget efterspørgsel på forundersøgelser. Ventetiden til høreapparatbehandling hos størstedelen af de offentlige sygehuse er imidlertid under ét år.
Jeg kan oplyse, at det i henhold til sundhedsloven er regionerne, der bærer ansvaret for driften af landets sygehuse, herunder at vurdere personalesammensætning og -behov i forhold til efterspørgselen på høreapparatbehandling. Eksempelvis viser erfaringer fra Gentofte og Vejle Sygehus, at det er muligt at nedbringe ventetiden ved en målrettet indsats.
For at forbedre høreomsorgen i Danmark har Undervisningsministeriet ændret uddannelsen til audiologiassistent med et korterevarende trin. Formålet har bl.a. været at forøge antallet af praktikpladser og færdiguddannede audiologiassistenter, idet de private høreklinikker nu også gives mulighed for at uddanne elever.
For regeringen er det helt afgørende, at borgerne har valgmuligheder, også til høreapparatbehandling på offentligt sygehus. Derfor giver den offentlige tilskudsordning mulighed for privat høreapparatbehandling hos godkendte forhandlere, hvor egenbetaling – evt. fratrukket andre tilskud fra f.eks. Sygeforsikringen Danmark – kan forekomme, såfremt der stilles større teknologiske krav til høreapparatet, eller man af andre grunde foretrækker et dyrere apparat. Jeg kan i øvrigt tilføje, at der ikke er nogen landsdækkende registrering, der belyser egenbetalingens eksakte størrelse.
Endelig kan jeg oplyse, at en undersøgelse fra januar 2007 bl.a. viser, at ca. 3 ud af 4 brugere af høreapparater har en positiv vurdering af høreomsorgen i Danmark, ligesom ventetiden ikke har afgørende betydning for opfattelsen af høreomsorgen i Danmark.
Jeg finder på den baggrund ikke grundlag for at iværksætte nye initiativer, men vil fortsat følge udviklingen tæt.