"Hvilke forholdsregler agter ministeren at tage for at forhindre, at Danmark havner i en situation, hvor sunde og raske fostre fjernes på grundlag af oplysninger om barnets køn før den 12. uge?"
Jeg synes ikke, at Sundhedsstyrelsens undersøgelse af forholdene har vist stærke tendenser til, at dette er en udvikling, som er i vækst og indikerer behov for foranstaltninger.
Hertil kommer, at fri abort indtil 12. uge betyder, at kvinden kan vælge at få abort uden at redegøre for sine grunde. Selv om man fra dansk side indførte foranstaltninger, der hindrede kvindens kendskab til et kommende barns køn, ville vi aldrig kunne udelukke, at denne oplysning kunne skaffes på anden vis.
Endelig synes jeg som udgangspunkt ikke om, at sundhedspersoner har oplysninger om borgerne, som de ikke selv må få kendskab til, især ikke sådanne oplysninger, der er nært knyttet til privatlivet som graviditet og fødsel.