Dato:            1. februar 2008

Kontor:         Retsstillings- og internationalt kt.

J.nr.:             2008-14320-216

Sagsbeh.:   lpe

 

 


Besvarelse af spørgsmål 157 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 18. januar 2008

 

Spørgsmål 157:

"Mener ministeren, at det er i orden, at ingen af de godt 15.000 stofmisbrugere, der i dag antages at være smittet med hepatitis C, er i behandling, til trods for at man kan helbrede 50 – 80 pct. af alle dem, der kommer i behandling?  I benægtende fald bedes ministeren oplyse, hvad han vil gøre for at sikre, at flere stofmisbrugere behandles for hepatitis C."

 

Svar:

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse til brug for besvarelsen. Styrelsen har henvist til svaret på spørgsmål 153 og i øvrigt udtalt følgende:

 

”Herudover kan følgende mere specifikke oplysninger vedrørende den medicinske behandling tilføjes:

 

Behandlingen består i ugentlige indsprøjtninger med interferon suppleret med daglig indtagelse af tabletter (Ribavirin). Bivirkninger til interferon er feber, træthed led og muskelsmerter (influenzalignende symptomer), hvortil kommer hyppige psykiske bivirkninger i form af depression og hos nogle stofskifteforstyrrelser, hvoraf nogle er blivende. Ribavirin behandlingen kan medføre kritisk nedsættelse af antallet af hvide blodlegemer og undertiden nedsættelse af antallet af blodplader.

 

Risikoen for bivirkninger skal afvejes mod chancen for helbredelse for hepatitis C. Der er 4 undertyper (genotyper) af Hepatitis C virus i Danmark. Hos patienter med genotype 1 infektion ser man helbredelse efter 48 ugers behandling hos omkring 40 %, hvilket er et beskedent resultat i betragtning af de ovenfor beskrevne bivirkninger. Patienten risikerer at ende op med blivende stofskiftelidelse (thyreotoxikose efterfulgt af myksødem) uden effekt af behandlingen på HCV infektionen. Hos patienter med genotype 3 infektioner er udsigterne og dermed odds bedre, idet omkring 75-80 % opnår helbredelse efter helt ned til 14-24 ugers behandling.

 

Mange patienter med HCV infektion har tillige HIV infektion, hvor HCV infektionen spiller en større og større rolle som dødsårsag i kraft af den bedre behandling af HIV infektionen.

Disse patienter følges og behandles alle på specialiserede infektionsmedicinske afdelinger, hvor man i hvert enkelt tilfælde afvejer de forskellige behandlingstiltag overfor hinanden.

 

I øvrigt er lægerne bl.a. via EPI-NYT de senere år blevet oplyst om, at der er forbedrede behandlingsmuligheder, og lægerne er blevet opfordret til at henvise patienter, der diagnosticeres med hepatitis C til specialafdelingerne.”

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.