"Hvordan vil ministeren sikre, at man også fremover fastholder, at andelen af basislæger, der skal have ophold i almen praksis, er stor - f.eks. 80 %?"
Almen lægepraksis er som gatekeeper og primær sundhedskontakt for patienten en central del af det danske sundhedsvæsen. Og den kliniske basisuddannelse udgør et væsentligt udgangspunkt for rekrutteringen af yngre læger til de enkelte specialer. Med de opgaver, som sundhedsvæsenet står over for i dag, mener jeg derfor, at en stor andel af lægerne skal stifte bekendtskab med almen medicin i den kliniske basisuddannelse.
Jeg betragter andelen pÃ¥ 80 pct. som et varigt niveau, men kan naturligvis ikke â€sikreâ€, at der ikke i fremtiden kan være faglige og saglige grunde til at træffe en anden beslutning.
Jeg bemærker for god ordens skyld, at andelen på 80 pct. pga. kapaciteten i almen praksis muligvis ikke helt kan opfyldes i foråret 2009, hvor en dobbeltårgang af læger fra den nuværende turnusuddannelse og den nye kliniske basisuddannelse indgår i en ansættelse i almen lægepraksis på samme tid. Foråret 2009 er dog et enkeltstående tilfælde, og jeg forventer på baggrund af drøftelser med Praktiserende Lægers Organisation, at der fremover vil være tilstrækkelig kapacitet til at fastholde en andel på 80 pct.