"På en konference om den nye speciallægeuddannelse på Christiansborg den 22. oktober 2007 nævnte flere paneldeltagere det uheldige i, at ikke alle fremtidige speciallæger vil have været ½ år i almen praksis i deres turnus. Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre bredden i uddannelsen i den nye virkelighed, hvor det er aftalt og fastlagt via en betænkning, at turnus kun skal vare 12 måneder?"
Med reformen af den lægelige videreuddannelse erstattes den hidtidige turnusuddannelse af 18 måneders varighed fra 1. august 2008 med en klinisk basisuddannelse af 12 måneders varighed.
I kraft af bekendtgørelsen om den kliniske basisuddannelse er det fastlagt, at uddannelsen består af to ansættelser af 6 måneders varighed, hvor den første ansættelse altid er en sygehusansættelse. Den anden ansættelse kan enten være en sygehusansættelse eller en ansættelse hos en alment praktiserende læge, der er godkendt som praksistutor.
For de forløb, hvor basislægen har 2 ansættelser på sygehus, er der endvidere indført en bestemmelse om, at flest mulige specialer skal inddrages ved sammensætningen af uddannelsesforløb.
Derfor er der allerede i reformen af den lægelige videreuddannelse taget initiativ til at sikre bredden i den lægelige videreuddannelse, idet lægerne fremover kan stifte bekendtskab med flere specialer i den kliniske basisuddannelse end i den nuværende turnusuddannelse. Jeg vil samtidig gerne påpege, at også andre specialer end almen praksis kan bidrage til en bred indsigt i sundhedsvæsenet.