Dato:            7. februar 2008

Kontor:         Sundhedsdriftskontoret

J.nr.:             2008-12103-699

Sagsbeh.:   mir

 

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 136 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 15. januar 2008

 

Spørgsmål 136:

"Ministeren bedes kommentere artiklen ”Ny kræftmedicin ved et tilfælde” fra Kræftens Bekæmpelse den 15. september 2007 og oplyse, hvorfor stoffet ”Siramesine” ikke kan anvendes som eksperimental behandling til kræftsyge i Danmark?"

 

Svar:

Spørgsmålet vedrører Kræftens Bekæmpelses artikel: ”Ny kræftmedicin ved at tilfælde”. Artiklen beskriver, hvordan stoffet Siramesine ved et tilfælde har vist sig, dels at være i stand til at dræbe kræftceller og dels at få traditionel kræftbehandling i form af kemoterapi til at virke bedre.

 

Der spørges til, hvorfor stoffet Siramesine ikke anvendes til eksperimentel kræftbehandling i Danmark. Af artiklen fremgår det, at man endnu ikke ved hvilke kræftformer, stoffet virker imod. Netop det forskes der i for øjeblikket. Det er en forskning, der finder sted på mus. Resultaterne heraf forventes at være klar i starten af 2008. Af artiklen fremgår det desuden, at man, når resultatet foreligger, forventer hurtigt at kunne gennemføre forsøg på patienter.