Dato:            24. januar 2008

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2008-1660-75

Sagsbeh.:   mlk

Fil-navn:       svar 128

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 128 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 14. januar 2008

 

Spørgsmål 128:

" Ministeren bedes redegøre for, hvor stort omfanget af kunstig befrugtning er i dag – henholdsvis den offentligt betalte og den, der betales af private – og derefter hvor stort omfanget antages at være i de kommende år, så man kan danne sig et indtryk af de økonomiske konsekvenser af at gøre behandlingen gratis for brugerne?"

 

Svar:

På baggrund af Sundhedsstyrelsens nedenfor anførte beregninger, vil meromkostningerne for det offentlige sygehusvæsen til IVF-behandling til barn nummer 2 udgøre omkring 65 - 70 millioner kroner årligt. Beregning af potentielle meromkostninger til barn nummer 3 eller flere er ikke udført.

 

Sundhedsstyrelsen har oplyst følgende om meromkostningerne:

 

”Antallet af forskellige kvinder, som årligt behandles med kunstig befrugtning (ekskl. insemination) har i IVF-registrets opgørelsesperiode 2001-2005 inkl. ligget omkring en middelværdi på 2850 kvinder årligt uden tendens til stigning (ydergrænser 2751-2927). De senere år har tilgangen dermed været stabil. I samme periode har årligt 1860 af kvinderne, dvs. ca. 2/3 født ét eller flere børn. I samme periode har det årlige antal påbegyndte (herunder aflyste eller afbrudte) behandlingscykli ligget omkring 9700 årligt. Enhedsprisen for en cyklus antages at være ca. kr. 19.000 (jf. besvarelse af spørgsmål nr. 31, af 11. april 2006 til L 151).

 

Sundhedsstyrelsen skønner pÃ¥ baggrund af IVF-registrets oplysninger, at 40 % af behandlingerne/kvinderne finder sted i privat regi, dvs. Ã¥rligt omkring 1144 forskellige kvinder/3880 pÃ¥begyndte cykli. Heraf skønnes ca. 2/3 af kvinderne i privat regi at søge behandling til ”næstfølgende barn”, eller 767 forskellige kvinder/2600 cykli. I dag er disse kvinder selvbetalere. SÃ¥fremt det offentlige skulle betale for disse behandlinger (jf. den anførte enhedspris), medfører det, at meromkostninger bliver 49,4 mio. kroner.

 

De anførte skønnede meromkostninger bygger - jf. ovenstående - på at antage, at de kvinder som allerede i dag søger behandling til 2. barn i privat regi, skulle have omkostninger refunderet af det offentlige.

 

SÃ¥fremt behandlingen med henblik pÃ¥ næstfølgende barn blev gjort gratis, mÃ¥ man dog forudse at flere kvinder, end i dag, ville efterspørge dette tilbud. For at estimere en overgrænse af udgifter hertil tages udgangspunkt i, at ca. 1200 kvinder Ã¥rligt føder et barn efter behandling i offentligt regi (= 60 % af de ovennævnte samlede antal kvinder, som føder), og her drejer det sig hovedsageligt om 1. barn. Det omhandlede antal kvinder mÃ¥ repræsentere det samlede antal, som teoretisk kunne gÃ¥ videre til behandling med henblik pÃ¥ næstfølgende barn, men herfra skal fratrækkes de 767 kvinder som i dag rent faktisk gÃ¥r videre som selvbetalere i privat regi med henblik pÃ¥ næstfølgende barn jf. ovenstÃ¥ende (og for hvilke ovenstÃ¥ende beregning angiver meromkostningerne), hvilket giver 1200-767 = 433 kvinder/1472 pÃ¥begyndte cykli. Sidstnævnte repræsenterer (baseret pÃ¥ den ovennævnte stykpris for en cyklus) en potentiel merudgift for det offentlige pÃ¥ 27,9 mio. kroner.

 

Man føres sÃ¥ledes til, at et tilbud om gratis behandling til næstfølgende barn/børn potentielt repræsenterer en merudgift for det offentlige pÃ¥ 49,4 + 27,9 = 77,3 mio. kroner. Dog er der ovenstÃ¥ende foretaget beregning pÃ¥ baggrund af det samlede antal pÃ¥begyndte (herunder ogsÃ¥ afbrudte samt aflyste, men planlagte) behandlinger. Tages der højde for, at kun omkring 82 % af pÃ¥begyndte behandlinger fører til ægoplægning, bør dette føre til en vis reduktion, idet nogle cykli sÃ¥ledes ikke skal medtaget med fuldt ud den anførte stykpris. Skønsvist fører dette til at foretage en samlet reduktion pÃ¥ ca. 10-15 procent af udgifterne. Den mest sandsynlige antagelse er derfor samlet set, at der bliver tale om en potentiel merudgift for det offentlige af størrelsesorden 65-70 mio kroner Ã¥rligt.”

Â