Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

HHJ/ J.nr. 2008-7124

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 8. oktober 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25. september 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 509 (SOU Alm. del) stillet af Mette Frederiksen (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 509:

 

”Ministeren bedes redegøre for, om det efter ministerens mening er lovligt at nedlægge nattevagten på et bosted for demente i Skanderborg kommune og i den forbindelse klargøre, om ministeren anser servicelovens §§ 83 og 87 om kommunens forpligtelse til at yde personlig pleje og omsorg for brudt, hvis kommunen havde fastholdt, at de demente skulle efterlades alene om natten.”

 

 

Svar:

 

Det følger af servicelovens § 83, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde personlig hjælp og pleje samt hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Det følger endvidere af servicelovens § 87, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at de opgaver, der er nævnt i bl.a. § 83, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

 

Den personlige og praktiske hjælp i henhold til §§ 83 og 87 skal tildeles efter en konkret, individuel vurdering. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der har både det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for tilrettelæggelsen af ældreplejen, og det er dermed kommunalbestyrelsens ansvar, at kommunens beboere på plejehjem og i plejeboliger m.v. får den hjælp og pleje, de har behov for i henhold til den konkrete, individuelle vurdering, og i forhold til kommunens serviceniveau.

 

Utilfredshed med kommunalpolitiske beslutninger om det generelle serviceniveau og om kommunens tilrettelæggelse af opgaverne, herunder opgavernes udførelse, må i første række rettes til kommunalbestyrelsen. En kommunes konkrete afgørelser om personlig og praktisk hjælp kan påklages til klagerådet og herefter til Det Sociale Nævn. Desuden vil Ankestyrelsen kunne behandle en sag, der er afgjort af Det Sociale Nævn, hvis den skønnes at have principiel eller generel betydning. Spørgsmål om, hvorvidt en kommunes generelle serviceniveau er i overensstemmelse med lovgivningen, herunder servicelovens regler, vil herudover kunne påses af kommunaltilsynet, dvs. i første række statsforvaltningen i den pågældende region.

 

Kommunalbestyrelsen har desuden ifølge servicelovens § 151 tilsynsforpligtelsen med alle plejehjem og plejeboliger m.v. i kommunen. Formålet med det årlige anmeldte og uanmeldte besøg er netop at føre tilsyn med, om opgaverne løses i overensstemmelse med både serviceniveau og den generelle lovgivning. Desuden fastlægges en række konkrete krav til tilsynets indhold, tilsynsrapporter og opfølgning på tilsyn via en bekendtgørelse om tilsyn på plejehjem og i plejeboliger m.v.

 

Det vil bero på en konkret vurdering, om en kommunes beslutning om et ændret serviceniveau – i forhold til den enkelte borger eller generelt – er i overensstemmelse med lovgivningen. Afgørelsen heraf må i givet fald træffes af de relevante klage- eller tilsynsmyndigheder.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Jakob Krogh