Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

EPI/ J.nr. 2008-6089

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 25. september 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 21. august 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 473 (SOU Alm. del) stillet af Line Barfod (EL).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 473:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 4. august 2008 fra H.W. vedrørende pensionister og separation, j. SOU alm. del - bilag 379.”

 

Svar:

 

Det fremgår af henvendelsen af 4. august 2008, at H.W. netop er gået fra efterløn til folkepension, og at hustruen har været hjemmegående husmor siden 1986. H.W. spørger, hvorfor han som folkepensionist får en mindre folkepension, end hvis han havde været enlig. Endvidere oplyser H.W., at hustruen har fået afslag på kontanthjælp, da kommunen ikke fandt, at hustruen havde været ude for en social begivenhed.

 

Folkepensionens størrelse er fastsat i forhold til at kunne sikre et rimeligt forsørgelsesgrundlag for den person, der modtager folkepensionen. Folkepensionen er som udgangspunkt ikke tænkt at skulle dække forsørgelsen af folkepensionistens ægtefælle eller samlever, idet denne har adgang til et selvstændigt forsørgelsesgrundlag. Da der er økonomiske fordele forbundet med at være to til at dele de faste udgifter såsom husleje, licens, telefon, forsikring mv., har samliv betydning for størrelsen af pensionen. Det er baggrunden for, at folkepensionssatsen er højere for enlige folkepensionister end for gifte og samlevende folkepensionister.

 

Hvis man som folkepensionist har særligt vanskelige økonomiske forhold, kan man søge kommunen om personligt tillæg. Kommunen beslutter, om man er berettiget til et personligt tillæg på baggrund af en individuel og konkret vurdering af de samlede økonomiske forhold.

 

For så vidt angår kommunens afslag på ansøgning om kontanthjælp til hustruen, kan jeg oplyse, at man inden for klagefristen har mulighed for at indbringe afgørelsen for Det Sociale Nævn, hvis man ikke er enig i afgørelsen.

 

Jeg kan oplyse, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at der ikke kunne udbetales kontanthjælp til en gift kvinde som følge af ægtefællens overgang til folkepension. Begrundelsen var, at det ikke var en social begivenhed, at ægtefællen valgte at overgå til efterløn og siden overgik til folkepension. Der var derfor heller ikke tale om en afledet social begivenhed for ægtefællen.

 

Det offentlige velfærdssystem er ikke indrettet efter, hvilke konkrete valg den enkelte familie har truffet i forbindelse med tilrettelæggelsen af familiens liv, herunder valg eller fravalg af beskæftigelse, tilrettelæggelse af familiens økonomi mv. Udgangspunktet er, at man ikke skal forsørges af det offentlige, i det omfang man kan forsørge sig selv.

 

I stedet kan der søges om hjælp til at komme i beskæftigelse, ligesom mulighederne for at supplere folkepensionen med en arbejdsindtægt er blevet forbedret.

 

    

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen