Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

DHO/ J.nr. 2008-6103

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 13. september 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 20. august 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 464 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 464:

 

”Vil ministeren redegøre for borgerens retsstilling og handlemuligheder, når

kommunen undlader at lade relevante oplysninger fremgå af sagsakterne, når kommunen undlader at rette urigtige oplysninger, ikke besvarer spørgsmål fremsendt af borgeren og undlader at udlevere alle sagsakter, jf. beskrivelsen i henvendelsen?”

 

 

Svar:

 

Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om særlig støtte til børn og unge, herunder afgørelse om, at der skal udarbejdes en undersøgelse af barnets eller den unges forhold. Som offentlig myndighed påhviler det kommunen, når den træffer afgørelse, at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette følger af den såkaldte officialmaxime. Såfremt en borger i en konkret sag mener, at der er truffet afgørelse i sagen på et utilstrækkeligt grundlag, kan der klages i det administrative klagesystem. De overordnede klageregler på området for udsatte børn og unge fremgår af besvarelsen af SOU alm. del spørgsmål 463.

 

Såfremt en borger mener, at en offentlig myndighed er i besiddelse af urigtige oplysninger om denne, og ønsker, at disse oplysninger berigtiges, er der mulighed for at klage til Datatilsynet, der kan pålægge myndigheden at berigtige oplysningerne.

 

Der må dog skelnes mellem objektivt urigtige oplysninger, og oplysninger som borgeren og myndigheden blot er uenige om. Sidstnævnte kan eksempelvis være en psykologerklæring eller en forældreevneundersøgelse. Datatilsynet har ikke mulighed for at gå ind i en konkret vurdering af sådanne ekspertvurderinger. Det er den for området gældende klageinstans, der som led i sagens afgørelse, skal foretage en bedømmelse af alt sagens materiale, herunder de dokumenter, som der måtte være uenighed om.

 

Som offentlig myndighed er kommunen forpligtet til at overholde notatpligten, der indebærer, at alle væsentlige oplysninger, der tilkommer kommunen, skal noteres og lægges på sagen. En manglende overholdelse af notatpligten kan ligeledes føre til, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, hvorfor borgeren må påklage den afgørelse, som denne mener, er truffet på et mangelfuldt grundlag.

 

Såfremt en borger mener, at en myndighed ikke følger offentlighedslovens eller forvaltningslovens regler om aktindsigt, kan borgeren klage til overinstansen. I sager om særlig støtte til børn og unge skal sådanne klager rettes til Det Sociale Nævn.

 

Såfremt en borger mener, at han ikke har fået en ordentlig behandling af kommunen, kan borgeren til enhver tid klage over de kommunale sagsbehandlere til den pågældende ansvarlige leder i kommunen; i sidste ende borgmesteren.

 

 

 

Karen Jespersen

 

 

/ Nina Eg Hansen