Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFI/ J.nr. 2008-5646

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 12. september 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 7. august følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 452 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 452:

 

”Hvilke årsager vil ministeren anføre som årsager til, at mennesker med den psykiske lidelse benævnt OCD tilbydes vidt forskellige behandlinger afhængig af f.eks. bopælskommune og lignende?”

 

 

Svar:

 

 

Varetagelsen af tilbud til personer med psykiske lidelser er delt i en behandlingspsykiatri og en socialpsykiatri. Socialpsykiatrien indbefatter ydelser som støtte til bolig, personlig pleje, kontakt og aktivitet. Socialpsykiatrien er ikke medicinsk udredende eller behandlende. Denne opgave ligger i behandlingspsykiatrien og dermed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. For så vidt angår behandlingstilbud i sundhedsfaglig regi henvises til besvarelsen af spørgsmål 453.

 

Socialpsykiatrien er udelukkende et kommunalt ansvarsområde. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med den indsats, der træffes afgørelse om. Hertil kommer, at kommunalbestyrelsen løbende skal følge de enkelte sager for at sikre, at den indsats, der er iværksat, fortsat opfylder sit formål, samt vurdere, om der er behov for andre tiltag.

 

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at give tilbud af behandlingsmæssig karakter efter Serviceloven § 102 til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når det er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældende fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der tilbydes efter anden lovgivning. Bestemmelsen, der er en ”kan-bestemmelse”, er således subsidiær i forhold til tilbud efter sundhedslovgivningen.

 

Hvis personen er blevet tilbudt behandling i sundhedsfaglig regi men har afvist denne behandling har kommunen således ingen forpligtigelse til at tilbyde hjælp efter § 102.

 

Afgørelsen beror på en individuel konkret vurdering af den enkeltes situation, og det serviceniveau kommunalbestyrelsen har fastlagt.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Peter Juul