Dato: 23. juni 2008
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 19. maj 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 386 (SOU Alm. del).
Â
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24/4-08 fra J.C. vedrørende â€Problemer i Ankestyrelsen i arbejdsskadesagerâ€, jf. SOU alm. del – bilag 249.
Svar:
Ankestyrelsen har oplyst følgende:
1. Ved begrebet kortvarig skadelig påvirkning er der - i arbejdsskadeloven før reformen i 2004 - tale om skader, der opstår ved påvirkninger, der ikke sker så pludseligt, at hændelsen er omfattet af det tidligere ulykkesbegreb, og heller ikke ved en påvirkning/udsættelse, der tager så lang tid, at der er tale om en mulig erhvervssygdom. Der er praksis for en tidsfrist for påvirkningen på mindst 3-4 timer og højest 5 dage. Der kan henvises til styrelsens praksis i U-4-01; U-3-02 og U-36-03. Kortvarig skadelig påvirkning er efter arbejdsskadereformen indeholdt i ulykkesbegrebet.
Det kan oplyses, at Ankestyrelsen anvender lægekonsulenter i behandlingen af arbejdsskadesager, når det drejer sig om lægefaglige spørgsmål. Lægekonsulenten får fremsendt en kopi af relevante akter i sagen og udarbejder herefter en skriftlig udtalelse på grundlag af de spørgsmål, den juridiske sagsbehandler har stillet i sagen. Hvis det er relevant, bliver lægekonsulenten bedt om at afgive udtalelse til belysning af anerkendelsesspørgsmål. Det betyder, at lægekonsulenten kan inddrages ved vurderingen af, om en kortvarig skadelig påvirkning skal anerkendes som en arbejdsskade. Det drejer sig her ofte om, hvorvidt der er årsagssammenhæng mellem påvirkningen og skaden.
Når sagen er afgjort, kan sikrede efter anmodning få aktindsigt i den lægefaglige udtalelse.
Arbejdsskadesager afgøres på ankemøder, hvor to beskikkede medlemmer og en ankechef eller en jurist med delegation træffer afgørelse i sagen, jf. § 53 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. I visse tilfælde deltager en lægekonsulent på ankemødet. Lægen har ikke stemmeret og har alene en rådgivende funktion, jf. § 30 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.
2. Forværring af en forudbestående skade kan i visse situationer anerkendes. Der gives dog kun godtgørelse og erstatning for den del af skaden, der er forårsaget af den anerkendte ulykke.
3. Ankestyrelsen besvarer breve og indsigelser, der fremsendes til styrelsen.
Det bemærkes, at sikrede har mulighed for at få genoptaget spørgsmålet om anerkendelse indenfor 5 år efter Arbejdsskadestyrelsen første gang traf afgørelse i sagen.
4. Ankestyrelsen behandler arbejdsskadesager på skriftligt grundlag. Styrelsen træffer afgørelser i ankemøder, der ikke er offentlige, og sagens parter, eller repræsentanter for disse, har ikke krav på at være til stede under et ankemøde jf. forretningsordenen §§ 16 og 17.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at Ankestyrelsen har behandlet den pågældende sag efter gældende praksis. Således har Folketingets Ombudsmand i udtalelse af 18. februar 2008 udtalt, at han ikke finder grundlag for at kritisere Ankestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen skrev herefter i brev af 15. maj 2008 til sikrede, at styrelsen ikke fandt grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.
Ankestyrelsen har efterfølgende den 21. maj 2008 modtaget brev for Ombudsmanden. På baggrund af sikredes telefonsamtaler med Ombudsmanden om sagen, har Ombudsmanden nu bedt Ankestyrelsen tage stilling til, om den ikke varige hovedpine og svimmelhed, som sikrede oplevede den 11. september 1995, kan anerkendes som en arbejdsskade. Ombudsmanden beder sikrede afvente Ankestyrelsen svar på ovennævnte spørgsmål.
Ankestyrelsen vil i den anledning forelægge sagen endnu engang for styrelsens lægekonsulent. Styrelsen vil herefter, når lægekonsulenten har afgivet indstilling i sagen tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.
Karen Jespersen