Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 8. januar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 7. december 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 34 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 34:

 

”Under henvisning til SOU alm. del - bilag 18 og ministerens svar på spørgsmål nr. 2 vedrørende samme henvendelse bedes ministeren redegøre for fordele og ulemper ved at lade plejefamilier være part i anbringelsessager - og i forlængelse heraf redegøre for, hvad der kan betragtes som god forvaltningsskik i sådanne sager. Ministeren bedes skitsere alle relevante klageinstanser på området.”

 

 

Svar:

En anbringelsessag opstår, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges udvikling og sundhed, og når problemerne hos barnet ikke mere kan afhjælpes i hjemmet. Der skal lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets bedste.

 

Afgørelser om særlig støtte til børn træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden. Indehaveren af forældremyndigheden er part i sagen og har dermed de rettigheder, som følger af forvaltningsloven for parter til bl.a. repræsentation og bistand, aktindsigt, partshøring og begrundelse af afgørelsen. Hvis plejefamilien får partsstatus i sagen, er der en risiko for, at barnet vil blive belastet af konflikter mellem parterne i sagen, idet plejefamilien også får rettigheder efter forvaltningsloven som part i sagen.

 

Hvis plejefamilien får tillagt partsstatus i en sag om hjemgivelse af et anbragt barn, vil plejefamilien få ret til at blive partshørt over oplysninger om forældrene, som kommunen indhenter til brug for sagen. Kommunen vil dog kunne undtage særligt personfølsomme oplysninger af hensyn til forældrenes private interesser. Plejefamilien vil tillige få krav på en begrundelse for kommunens afgørelse, selv om kommunens afgørelse er begrundet i private forhold hos indehaveren af forældremyndigheden.

 

I forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt plejefamilier skal have partsstatus, skal man være opmærksom på, at plejefamilierne er professionelle leverandører i disse sager og modtager vederlag for deres indsats. Hvis plejefamilien tillægges partsstatus i hjemgivelsessager, vil der kunne opstå interessekonflikter, da plejefamilien har et økonomisk incitament til at forsøge at opretholde kontrakten med kommunen.

 

Rigtig mange plejefamilier opnår en god og tæt relation til plejebarnet, som er givtigt for plejebarnet, og kommunens beslutning om hjemgivelse kan derfor være vanskelig for plejefamilien. 

 

Folketingets Ombudsmand har behandlet en sag offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning fra 1995, side 408. I beretningen anfører Folketingets Ombudsmand følgende: ”Der er ikke krav i bistandsloven eller anden lovgivning om, at plejeforældrene skal underrettes om en afgørelse om hjemgivelse. Da plejeforældrene ikke er parter i sagen, består der som udgangspunkt ikke en retlig pligt for kommunen til at underrette plejeforældrene om beslutningen, ud over hvad der følge af kontrakten. Derimod må det følge af god forvaltningsskik at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen skal finde sted, således at plejefamilien kan indrette sig på afgørelsen.” Jeg kan tilslutte mig Folketingets Ombudsmands beskrivelse af god forvaltningsskik i sådanne sager.

 

Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn anbragt uden for hjemmet, har kommunalbestyrelsen ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at afgørelsen kan træffes. Jeg går ud fra, at kommunalbestyrelsen som led heri indhenter en udtalelse fra plejefamilien, da deres viden om barnet eller den unge kan være af afgørende karakter for kommunes behandling af sagen. Jeg vil præcisere i den relevante vejledning på området, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra plejefamilien, medmindre helt særlige forhold betyder, at dette bør undlades af hensyn til barnets tarv.

 

I forhold til plejefamiliens klagemuligheder, har plejefamilien ikke mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse af et barn, som er anbragt i plejefamilien. Det gælder dog for såvel plejefamilier som alle andre, at man kan henvende sig til Ankestyrelsen, hvis en kommune ikke tager tilstrækkeligt hånd om et udsat barn. Ankestyrelsen har i den forbindelse mulighed for at give kommunen pålæg om, at barnet skal være anbragt. Plejefamilien kan ligesom enhver anden klage til Folketingets Ombudsmand over den offentlige forvaltning, herunder kommunerne.

 

I forbindelse med anbringelsesreformen, har forligspartierne bag reformen desuden besluttet at udvide Ankestyrelsens muligheder for på eget initiativ at tage sager op, således at Ankestyrelsen i øget omfang kan behandle sager, hvor børn flyttes fra anbringelsessteder. Plejefamilien kan således altid rette henvendelse til Ankestyrelsen, hvis plejefamilien er bekymret for barnets tarv i forbindelse med en hjemgivelse eller en flytning fra plejefamilien.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nina Eg Hansen